Ph.d.-studerende Hao Cai fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi er vendt hjem til Aalborg efter et ophold i Guangzhou i Sydkina. Med sig har han en række observationer omkring brugen af Den Intelligente Seng – og en række positive tilbagemeldinger fra personalet på sygehuset.
- Kineserne er meget skeptiske overfor ny teknologi, og sikkerhed spiller en central rolle for dem. Derfor kan man som udlænding ikke bare komme ind på et kinesisk sygehus og foreslå dem at teste sundhedsteknologisk udstyr. Så for at få tilladelse til at teste fem eksemplarer af Den Intelligente Seng skulle vi fremlægge megen dokumentation for sikkerheden. Ydermere er en ph.d.-studerende i Kina stadig ”bare” en studerende – det har ikke særlig høj status. Så det, der gjorde, at vi alligevel fik lov til at teste sengen på sygehuset i Guangzhou, var dels, at dekan Egon Toft, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU, var med – og dels at jeg er kineser. Og lovede personligt at følge sengene frem til sygehuset og selv overvåge, at alt var i orden, inden sengene blev taget i brug, siger Hao Cai.
Sengen holder øje med patienten
Den Intelligente Seng er udviklet af Linak A/S og bliver nu videreudviklet og testet i et samarbejde mellem Linak og Aalborg Universitet. Sengen er udstyret med en række sensorer, der gør, at svært syge patienter kan fjernovervåges, ligesom sengen kan hjælpe personalet med en række daglige rutiner. Sensorerne er:
• Sikkerheds-signaler (sengens bremse er låst, strøm på sengen, sengegærdet er korrekt låst)
• Vægt
• Vådsensor
• Kaldefunktion
• Ude-af-seng-signal
Desuden er der lys under sengen, som tændes ved udstigning, så ældre borgere kan finde vej til toilettet.
Sengen er udviklet med henblik på at øge sikkerheden omkring sengeliggende patienter, hvad enten de er indlagt på sygehus, på plejehjem eller i eget hjem, og samtidig kan den aflaste personalet omkring forskellige rutiner og dermed sikre flere ”varme hænder”. Ph.d.-projektet er en del af forsknings- og innovationsprojektet Teledi@log, og her testes sengen særligt i forhold til hjertepatienter. I Danmark har sengen været testet i et tidligere projekt, iCare i hjemmesygeplejen, og på et plejehjem i Sønderborg Kommune, mens sengen i november 2013 blev testet i Kina på Guangdong-provinsens regionssygehus i provinshovedstaden Guangzhou.
- Der er 15 millioner indbyggere alene i Guangdong-provinsen, så der er et stort potentiale i Kina. Ydermere har Linak en produktionsenhed i Kina, så for dem er der et stort forretningspotentiale, hvis Den Intelligente Seng kan godkendes til salg i Kina, forklarer Hao Cai.
Personalet bliver hurtigt nedslidt
Hao Cai fortæller, at der er stor forskel på arbejdsvilkårene for sundhedspersonale i Kina og i Danmark. På en vagt på sygehuset i Guangzhou har sygeplejerskerne sjældent tid til at sidde ned, og de kan for eksempel ofte ikke nå at spise undervejs på en vagt. På en nattevagt er de på benene, fra de kommer, til de går hjem. Personalets velbefindende er ikke noget, man beskæftiger sig særligt meget med – det er patientens tilfredshed, der er i fokus.
- Der er typisk fem sygeplejersker på vagt på en afdeling med 50 patienter, så de løber stærkt – hele tiden. Resultatet er, at det er svært at finde en sygeplejerske, der er ældre end 30 år, der er på vagt. De bliver slidt ned og overgår til mere administrative funktioner. Og de sygeplejersker, jeg talte med, klagede også ofte over ondt i ryggen - og selv de gravide sygeplejerske havde mange tunge løft og forflytninger af patienter. Derfor var de glade for Den Intelligente Seng, der aflastede dem, eksempelvis når patienterne hver dag skulle vejes, forklarer Hao Cai.
Selv om kinesiske sygehuse er meget moderne og flere har avanceret udstyr, vi kun kender lidt til i Danmark, bliver mange hospitalssenge stadig indstillet manuelt ved hjælp af et håndsving. Også det slipper de for med Den Intelligente seng.
Kan forebygge indlæggelser
Lige nu er Hao Cai i fuld gang med at skrive sin phd-afhandling, blandt andet på baggrund af observationerne i Kina. Men han er ikke i tvivl om, at telemonitorering af svært syge patienter bliver fremtiden.
- Trenden – både her i Danmark og i Kina – er behandling i eget hjem. En anden trend er forebyggelse – og hvis vi, ved at observere en sengeliggende hjertepatient i eget hjem, kan hindre, at vedkommende får det så dårligt, at patienten skal indlægges, har det både en fordel for patientens livskvalitet og for samfundsøkonomien. Vi bliver ældre og ældre, og der bliver stadig færre til at passe på os, påpeger Hao Cai.
Han er ikke i tvivl om, at kineserne kommer til at tage Den Intelligente Seng til sig – trods deres skepsis overfor ny teknologi fra vesten.
- Det er ikke økonomien, der holder dem tilbage. I Kina kan man eksempelvis købe en seng til den pårørende, der er indlagt på sygehuset, og etbarnspolitikken har gjort, at børnene er meget opmærksomme på at passe på deres forældre – de vil dem det bedste. Også når forældrene er sengeliggende i eget hjem. Så jeg tror, vi kommer til at se en masse privatpersoner, der køber sengen til deres syge pårørende, forklarer han.
Læs mere om Teledi@log-projektet og Den Intelligente Seng på www.teledialog.dk.