Overlæge Benedict Kjærgaard blev landskendt for sin livredende ekspertise, da en gruppe efterskoleelever kæntrede på Præstø Fjord og blev bragt på hospitalet i dybt nedkølet tilstand efter et langt ophold i koldt vand. Han og en gruppe kolleger på Aalborg Universitetshospital er efterspurgte i hele landet, fordi de ofte er i stand til at genoplive personer, som lægerne ind til for få år siden ville have betragtet som døde af kulde.
Under AAU Alumnis arrangement for alumner og studerende fra Aalborg Universitet fortæller Benedict Kjærgaard om aalborglægernes specialiserede viden og metoder, som gør det muligt at redde mennesker med så lav kropstemperatur, at hjertet er holdt op med at slå.
Arrangementet er AAU Alumnis første på Aalborg Universitetshospital, og interessen har på forhånd været stor.
- Jeg håber, vi fremover kan skabe flere arrangementer i samarbejde med Aalborg Universitetshospital, så vi kan tilbyde et professionelt netværk for alumnerne fra AAU’s sundhedsvidenskabelige uddannelser, siger Majken Norring-Agerskov, der er koordinator for AAU Alumni.
Netop de sundhedsvidenskabelige aktiviteter på Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital er i rivende udvikling i disse år med byggeriet af et nyt supersygehus og et tæt samarbejde mellem AAU og Region Nordjylland. Det er en udvikling, AAU Alumni ønsker at støtte gennem netværksaktiviteter for universitetets nuværende og tidligere studerende.
Dekan Egon Toft fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og Lars Hvilsted Rasmussen, der er forskningschef ved Aalborg Universitetshospital, præsenterede 21. marts deres vision for en sundhedsvidenskabelig forskningsstrategi i Nordjylland for AAU Alumnis panel af rådgivere, det såkaldte Advisory Board af fremtrædende politikere og erhvervsfolk.
Samarbejdet mellem universitet og hospital, hvor ingeniører og læger går hånd i hånd, giver Nordjylland en unik mulighed for at sammensmelte klinisk forskning og forskning inden for sundhedsteknologi – en tværfaglig tilgang til sundhedsforskning, som både det offentlige og erhvervslivet efterspørger.
Læs mere om alumne-arrangementet på Aalborg Universitetshospital