Virksomhederne er skeptiske overfor at ansætte medarbejdere med handicap, og jobcentrene har ikke fokus på handicap i beskæftigelsesindsatsen. En af årsagerne hertil er, at handicap ikke er en del af den almindelige beskæftigelsespolitik. Ideerne bag dansk handicappolitik har svært ved at trænge igennem i den politiske proces, og det er alt for uklart, hvilken målgruppe vi taler om, når vi siger mennesker med handicap.
Det er nogle af de centrale resultater i en Ph.D.-afhandling, som Finn Amby forsvarer på Aalborg Universitet, Institut for Statskundskab, den 21. maj kl. 13.
55 % af virksomhederne anser mulighederne for ansættelse af en ledig med handicap/varig funktionsnedsættelse for begrænsede eller meget begrænsede. Til sammenligning var der kun 16 % med en tilsvarende skepsis overfor ledige med anden etnisk baggrund. Kun 10 % af virksomhederne har en politik for socialt ansvar, som også omfatter handicap. Når virksomhederne har medarbejdere med handicap, er der i 84 % af tilfældene tale om ansættelse med løntilskud.
Handicap har aldrig indgået i de ministermål, som er styrende for jobcentrenes virksomhed, og kun 10 % af jobcentrene har opstillet ledelsesmål om indsatsen i forhold til ledige med handicap.
En gennemgang af 166 lovforslag om arbejdsmarkedspolitik og aktiv socialpolitik viser, at handicap næsten aldrig omtales som et kriterium, der skal tages hensyn til i beskæftigelsesindsatsen.
- Jeg har gennem mine undersøgelser fundet ud af, at der ikke er sammenhæng mellem mål og midler, når det gælder handicap og beskæftigelse. Hvis politikerne virkelig mener, at flere mennesker med handicap skal i arbejde på det almindelige arbejdsmarked, skal der mere konkret handling til. Det er f.eks. yderst tankevækkende, at handicap ikke bliver nævnt med et ord i regeringens nye udspil til beskæftigelsesreform, påpeger Finn Amby.
- Min afhandling giver ny viden om de politiske rammer og om situationen i jobcentrene og på virksomhederne. Men der er brug for mere forskning om emnet, for vi ved alt for lidt både om problemet og de mulige løsninger. Vi trænger også til en mere fordomsfri debat om, hvad handicap egentlig betyder i forhold til arbejdsmarkedet, udtaler Finn Amby.
Fakta
Afhandlingens titel: ”Målgruppen der forsvandt: En analyse af handicapområdets position i dansk beskæftigelsespolitik og betingelserne for, at ledige med handicap kan komme i ordinær beskæftigelse.”
Link til afhandlingen: http://vbn.aau.dk/da/publications/maalgruppen-der-forsvandt(8d1c12dd-6cbb-4f90-81a7-dc2fba529384).html
Afhandlingens datagrundlag er lovforslag om arbejdsmarkedspolitik og aktiv socialpolitik 1992-2012, en spørgeskemaundersøgelse blandt alle landets jobcentre, hvor der indgår svar fra 61 jobcenterchefer og 102 nøglepersoner på handicapområdet, samt en spørgeskemaundersøgelse blandt personaleansvarlige i private og offentlige virksomheder, hvor der indgår svar fra 402 virksomheder.
Finn Amby er 55 år og arbejder som konsulent og samfundsforsker. Afhandlingen er resultatet af et erhvervs PhD-projekt i regi af konsulentfirmaet Ankerhus Gruppen A/S.
Finn Amby kan kontaktes på mobil: 41 30 15 45.