Livsforlængelse til ømme knæ

Livsforlængelse til ømme knæ

Uhelbredelig slidgigt er hvert år skyld i, at 10.000 danskere får indopereret et kunstigt knæ, uden at det nødvendigvis fjerner deres smerter. Nyt Innovationsfondsstøttet forskningssamarbejde vil udsætte operationen og forbedre patienternes livskvalitet med teknologisk tilgang, som også kan blive en god forretning for de deltagende virksomheder.

Lagt online: 18.12.2014

Slidgigt i knæene er blevet en folkesygdom, som rammer mange aktive, midaldrende personer og sætter en stopper for deres fysiske aktivitet. Sygdommen kan ikke helbredes; når knæets brusk først er nedbrudt, kommer den ikke tilbage. Men ved at kombinere forskning i smerte og biomekanik med erhvervskompetencer inden for computersimulering af kroppen og klinisk test på patienter håber gruppen bag projektet på at kunne frembringe nye behandlingsmetoder, som identificerer og behandler smertekilderne og aflaster de ømme knæ. Hvis missionen lykkes, vil mange flere med begyndende slidgigt kunne fortsætte med at dyrke sport og gå lange ture til gavn for dem selv og samfundsøkonomien.

Professor John Rasmussen, AAU.- Vi har gjort store fremskridt de seneste år både med den fundamentale forståelse for smertemekanismerne i slidgigt samt med computermodeller af kræfterne i knæet. Det nye er, at vi med computermodeller kan simulere, hvordan forskellige tiltag påvirker kræfter og slid i knæet, og det giver mulighed for at skabe nye og optimale metoder til at bære de belastninger, der giver slid og smerte, forklarer professor John Rasmussen fra Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet, som skal lede projektet.

Uegnet udskiftning

I sene stadier af slidgigt skrider man i dag til hel eller delvis udskiftning af knæet med en indopereret protese af metal, keramik eller plast, men proteserne er på nuværende tidspunkt ikke en god løsning for midaldrende, aktive personer. Dels holder de ikke evigt, og dels giver de ikke mulighed for fysisk aktivitet på samme niveau som med raske knæ.

- Endelig oplever op til 20 procent af de opererede patienter kroniske smerter efter en ellers vellykket operation. Den nyeste forskning på smerteområdet har givet en meget bedre forståelse af den smertemæssige alarmtilstand, som slidgigten kan skabe i knæet. Hvis vi kan få styr på den enkelte patients smertereaktion, vil det give helt nye behandlingsmæssige muligheder, vurderer professor Lars Arendt-Nielsen fra AAU’s Center for Sanse-Motorisk Interaktion.

Forskergruppen i projektet inkluderer også professor Pascal Madeleine fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi og lektor Michael Skipper Andersen fra Institut for Mekanik og Produktion. Erhvervspartnerne i projektet er AnyBody Technology A/S, som udvikler software til biomekanisk analyse, og CCBR A/S, som har speciale i gennemførelse af kliniske forsøg.

- Forretningsmæssigt er det særdeles interessant for os at kunne bidrage til behandlingen af en folkesygdom som slidgigt. Mens der årligt bliver udført 10.000 knæudskiftninger i Danmark, er tallet fx omkring 800.000 i USA. Så det er både et stort problem og et stort marked, siger udviklingschef Michael Damsgaard fra AnyBody Technology.

Udvikling af nye lægemidler til behandling af slidgigt har været et fokusområde for CCBR A/S gennem flere år, fortæller administrerende direktør og speciallæge Hans Christian Hoeck:

- Desværre findes der fortsat ikke gode behandlingsmuligheder hverken til forebyggelse, lindring eller behandling af slidgigt. Vores forståelse af de mange mekanismer, som er involveret i slidgigt, er øget gennem de senere år, men er fortsat ikke fuldstændigt klarlagt. Jeg er derfor meget glad for, at vi kan fortsætte vores mangeårige samarbejde med Aalborg Universitet inden for dette område og bidrage til, at effektive behandlinger kan komme slidgigtpatienter til gode.

Kontaktoplysninger

  • Aalborg Universitet, John Rasmussen, Professor, tlf. 2089 8350.
  • AnyBody Technology A/S, 9220 Aalborg Ø, Michael Damsgaard, Head of R&D, tlf. 9635 4286.
  • CCBR A/S, 9000 Aalborg, Hans Christian Hoeck, CEO, tlf. +41 791 791 001.
  • Innovationsfonden, presse- og mediechef Thomas Bjerre, tlf. 6190 5019, thomas.bjerre@innofond.dk.
  • Aalborg Universitet, videnskabsjournalist Carsten Nielsen, tlf. 2340 6554.

Fakta

Budget: 22 millioner kr.
Innovationsfondens investering: 12 millioner kr.
Varighed: 4 år.

Læs mere om alle de nye højteknologiske projekter, som Innovationsfonden støtter med 167 millioner.