Enhver læge og medicinstuderende kender den afsindigt tunge lægekittel fyldt med bl.a. håndbøger, instrukser og kittelkort. Men den tyngende kittel er ikke længere nødvendig. Sarah Bach Munkholm, der er medicinstuderende på Aalborg Universitet, har nemlig lavet en ny app kaldet MyMedCards.
MyMedCards er produceret til danske medicinstuderende og læger med det formål at få tømt lægekitlen for såkaldte actioncards, forbedre journalskrivning og effektuere det daglige arbejde for de danske læger og medicinstuderende.
Sarah Munkholm fik ideen til app'en efter at have været i klinik på Aalborg Universitetshospital.
- Jeg indså hurtig, at den mængde information en læge bør rumme, overgik både min egen såvel som andre læges hukommelseskapacitet. At huske alle de scorings- og klassifikationssystemer, der findes indenfor lægevidenskaben, og som det forventes, at vi inddrager i journalerne, virkede nærmest umuligt, siger hun.
Slut med usikkerhed i akutte situationer
Hun fandt ud af, at mange læger og medicinstuderende i dag som kompensation fylder deres kittellommer med diverse håndbøger, udstedte instrukser og kittelkort. Men problemet er, at kittellommen sjældent lever op til forventningerne om alsidig information. Det betyder, at man som læge eller medicinstuderende må tage andre metoder i brug, alt sammen tidskrævende i en ellers meget hektisk hverdag.
Her kommer en smartphone hurtigt i høj kurs, men også det kan vise sig at være noget af en jungle. Enten vises det på et andet sprog, har de forkerte enheder, eller også kan man slet ikke finde netop det, man søger. Udfaldet bliver derfor ofte, at man ender med blot at angive det i journalen, som man mener er korrekt eller at man helt lader være med at tilføje det.
- En dag jeg var i klinik, overværede jeg en akut situation. Pludselig kom en nyuddannet læge hen til mig og spurgte lidt anspændt, om jeg havde et specifikt kittelkort om blodtransfusion. Det havde jeg desværre ikke, for det var kun nyuddannede læger ved Region Nordjylland, der havde fået det kort. Så hun ledte febrilsk videre, hvorefter hun kunne behandle patienten videre, siger Sarah Bach Munkholm.
Det er situationer som denne, den nye app forhåbentlig kan forhindre. Netop derfor bestemte Sarah Munkholm sig for at samle alle kittelkort og anden relevant information i én app. Hun gik sammen med vennen Steffen Christensen, der studerer Software Development, og de programmerede selv app'en, sideløbende med Sarah Munkholms 8. semester på medicinstudiet.
Samler kittelkort og giver adgang til lægefaglige noter
Appen bliver kaldt MyMedCards, og den indeholder over 300 forskellige kittelkort. MyMedCards tillader hurtig og nem søgning af danskbaserede lægefaglige noter, anatomi, scorings- og klassifikationssystemer. Samtidig er nogle af de mest anvendte kittelkort, udstedt fra landets fem regioner, også inkluderet i app'en.
Sarah Munkholms vision er at bidrage med et redskab, som kan hjælpe den enkelte sundhedsfaglige person med at få en effektiv og lærerig hverdag. App’en kan downloades for 13 kr. Et beløb der skal dække de udgifter, der har været ved at udvikle app’en.
- Jeg håber, at MyMedCards bliver et lige så anvendeligt redskab i klinikken, som app'en er for mig. Tilmed vil det glæde mig, hvis vi sammen kan forbedre app'en, så vi til sidst står med et uundværligt værktøj til nye studerende og læger, der skal starte i klinik i Danmark, siger Sarah Munkholm.
Yderligere information:
Medicinstuderende ved Aalborg Universitet, Sarah Bach Munkholm, telefon 40 52 79 26