Millionbevilling til forskning i dansk drama

Millionbevilling til forskning i dansk drama

Danske tv-serier som Borgen, Broen og Forbrydelsen har høstet talrige, internationale priser. Men hvorfor er dansk drama så populært i udlandet? Det ser et nyt forskningsprojekt, som netop har modtaget knap 6,5 mio. kr. i støtte fra Det Frie Forskningsråd, nærmere på.

Lagt online: 16.06.2014

Broen, Forbrydelsen og Borgen. Det er bare nogle af de danske tv-serier, der har høstet internationale priser og vundet tv-seernes hjerter. Det internationale marked har i høj grad fået øjnene op for danske tv-serier. Samtidig har danske producenter set betydningen af det internationale marked. Men den succes, som dansk drama oplever, er i høj grad kommet som en overraskelse og kræver nytænkning af de dominerende medieteorier. Dansk drama udfordrer nemlig bl.a. forestillingen om, at engelsk er det dominerende sprog i en globaliseret verden, og det kulturelle nærhedsprincip om, at vi kun interesserer os for det, vi i forvejen kender bedst til.

Ni forskere deltager i projektet

På den baggrund har Det Frie Forskningsråd - Kultur og Kommunikation (FKK) netop bevilget knap 6,5 mio. kr. til et forskningsprojekt med titlen ”What Makes Danish TV Series Travel? TV drama series as cultural export, transnational production and reception”. Det skal de næste fire år undersøge, hvorfor dansk drama får så megen opmærksomhed og er så populært i udlandet.

- Vi vil undersøge produktionen af danske tv-serier, internationale koproduktioner og remakes som fx Broen i USA/Mexico og Storbritannien/Frankrig samt publikums oplevelse af de danske serier i fem udvalgte lande, fortæller professor Gunhild Agger fra Institut for Kultur og Globale Studier, som deltager i projektet sammen med adjunkt Kim Toft Hansen fra samme institut. Derudover deltager yderligere syv forskere fra AU, KU og Hochschule für Film und Fernsehen i Potsdam.

Fakta:

- FKK har bevilget 6.479.102 kr. til projektet om dansk drama
- I alt ni forskere fra AAU, AU, KU og Hochschule für Film und Fernsehen i Potsdam deltager i projektet
- Fra AAU deltager professor Gunhild Agger og adjunkt Kim Toft Hansen
- Projektet ledes af lektor Anne Marit Waade fra AU
 

For yderligere information kontakt:

Gunhild Agger på tlf.: 9940 9029 eller på gunhild@cgs.aau.dk