Ny masteruddannelse i sprogundervisning, lingvistik og it

Aalborg Universitet tilbyder sproglærere i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne en forskningsbaseret videregående uddannelse inden for feltet sprogundervisning, lingvistik og it.

Lagt online: 07.05.2014

Fra efteråret 2014 er det muligt at læse Masteruddannelse i Sprogundervisning, Lingvistik og IT (SPLIT).

SPLIT er en specialiseret uddannelse, hvor deltagerne lærer at kombinere universalsproglige teorier og brug af it i egen praksis med sprogundervisning indenfor modersmåls- og fremmedsprogsundervisning.

Det er SPLITs mål at uddanne sprogundervisere, der kan lave inspirerende, kompetent og tværfaglig sprogundervisning. Dette sker ved, at SPLITs deltagere arbejder med universalsproglige teorier, der skal sikre deres elever en sammenhæng mellem sprogundervisningen i flere sprog samt en lettere tilgang til et nyt. Med SPLIT tilbydes deltagerne et tværfagligt forum, hvor de på langs og på tværs af uddannelsessystemet i samarbejde kan vidensopbygge, vidensudvikle og erfaringsudveksle.

Disse erfaringer kan deltagerne tage med til deres respektive uddannelsesinstitutioner, hvormed de kan blive faglige fyrtårne i bestræbelsen på at udvikle undervisning på tværs af sprogfagene. SPLIT har desuden fokus på at gøre deltagerne i stand til at inddrage elektroniske tekster og it-værktøjer i undervisningen og dermed gøre it-aspektet til en konstruktiv del af sprogundervisningen. SPLIT er for sproglærere på alle uddannelsessystemets niveauer.

SPLIT er en virtuel masteruddannelse, og det betyder, at det meste af undervisningen foregår i learning management systemet Moodle, som er et virtuelt miljø med mulighed for fildeling, chat, debat, elektroniske tests mv. Der er tre fysiske seminarer på et semester, som foregår skiftevis i Aalborg og København.

SPLIT udbydes af Aalborg Universitet i samarbejde med University College Capital og University College Nordjylland.

Ansøgningsfristen til hele masteruddannelsen såvel som til enkeltmoduler med studiestart i efteråret 2014 er 1. juni 2014.

Spørgsmål til optagelsesbetingelser rettes til Sekretariatet for Efter- og Videreuddannelse ved Aalborg Universitet.

Spørgsmål om uddannelsens faglige indhold rettes til Susanne Annikki Kristensen.

 

Læs mere om Masteruddannelse i sprogundervisning, lingvistik og it