Pris for årets bedste app

Pris for årets bedste app

Forskere fra Center for Interaktive Digitale Medier & Oplevelsesdesign på Institut for Kommunikation har sammen med Nordsøen Oceanarium og app-udviklingshuset Huge Lawn – Miracle Apps vundet prisen for årets bedste app.

Lagt online: 09.09.2014

Lektor Claus Rosenstand og ph.d.-stipendiat Peter Vistisen fra Center for Interaktive Digitale Medier & Oplevelsesdesign kunne sammen med deres samarbejdspartnere fra Nordsøen Oceanarium og app-udviklingshuset Huge Lawn – Miracle Apps forlade den nordjyske reklame- og marketingevent ”Årets Brøl” med prisen for årets bedste app. Prisen vandt de for iPhone-app’en ”Nordsøen Movie Maker”, som de tre parter sammen har arbejdet på de seneste to år. Et samarbejde, der har resulteret i et produkt, som blev rost for både tekniske funktionaliteter og oplevelsesmæssige kvaliteter, der ikke er set udført på denne måde før.

De unge instruerer deres egen comedy
 

Formålet med ”Nordsøen Movie Maker” er at engagere og aktivere en udfordrende målgruppe nemlig de såkaldte tweens (unge mellem 8 og 12 år). Det sker ved at give de unge muligheden for at instruere deres egen undervands-slapstick-comedyfilm, som består af filmklip fra syv ekspeditionsposter på Nordsøen Oceanarium krydret med animerede fisk og sjove effekter. På den måde bliver de unge engageret i at udforske det nordjyske akvarium, og samtidig får de en sjov film som minde om besøget.
Peter Vistisen og Claus Rosenstand har i den forbindelse været involveret i både konceptudvikling, design og projektstyring af designprocessen bag applikationen.

- Det har været en udfordrende og spændende rejse med dette projekt, hvor grundlæggende designforskningsinteresser har kunnet mødes med en praksiskontekst og lykkedes med ikke bare at generere interessant ny viden, men også med at skabe et innovativt oplevelsesprodukt, fortæller Peter Vistisen, som har taget initiativ til udviklingssamarbejdet i forbindelse med sit ph.d.-projekt, der udforsker nye måder at arbejde med animationsbaserede visualiseringer i brugercentrerede designprocesser. Dette projekt er samfinansieret af Institut for Kommunikation, Nordsøen Oceanarium og innovationsnetværkene Animation HUB og Visuel Vækst.
 

For yderligere information kontakt:

Ph.d.-stipendiat Peter Vistisen på tlf.: 30 54 90 96 eller på e-mail: vistisen@hum.aau.dk
Kontaktchef Lise Nordklitgaard hos Huge Lawn – Miracle Apps på tlf.: 53 81 90 01.
Marketingchef Sylvia Berglund hos Nordsøen Oceanarium på tlf.: 20 51 59 93.