Projekt om lægemidler og smertelindring ved kræft får Roblon Prisen
Det 27-årige forskertalent Jeppe Nørgaard Poulsen fra Aalborg Universitets Institut for Medicin og Sundhedsteknologi får Roblon Prisen 2014 på 100.000 kroner for et speciale om cellebaseret screening af lægemidler til smertelindring ved kræftsygdomme.
Prisen uddeles af Roblon Fonden til et fremadrettet og nyskabende speciale af høj kvalitet, hvor resultatet vurderes at kunne få afledte konsekvenser for fremtidig forskning eller beskæftigelse. I Jeppe Nørgaard Poulsens tilfælde har arbejdet med en særlig type celler skabt de resultater, han nu bliver prisbelønnet for:
- Mit speciale fokuserer på såkaldte satellitgliaceller; en bestemt type celler, der findes i forbindelse med nerveceller i det perifere nervesystem. Mere specifikt handler mit speciale om etablering og validering af en cellebaseret platform, der kan bruges til at studere fysiologien og biologien ved disse satellitgliaceller. Håbet er, at vi en dag kan bruge gliacelle-omdannende stoffer, som dem vi i dag tester på celler, som en form for smertebehandling. Herunder behandling af smerter fremkaldt af kemoterapi, som har været fokuspunktet gennem hele mit speciale, forklarer Jeppe Nørgaard Poulsen.
Etableringen af celleplatformen, der kan bruges til at udvikle og teste lægemidler på baggrund af deres virkninger og bivirkninger på satellitgliaceller, giver en række nye muligheder. Derfor er Jeppe Nørgaard Poulsen efter afslutningen på studierne blevet ansat som forskningsassistent ved Aalborg Universitets sundhedsteknologiske forskerpark EiR, hvor han arbejder videre med de nyskabende idéer.
- I løbet af mit speciale lykkedes det at etablere celleplatformen samt at teste forskellige farmakologiske stoffer. I min fortsatte forskning har jeg testet flere stoffer, og nu forsøger jeg at beskrive virkningen af disse stoffer nærmere samt at omsætte denne viden til højere forsøgsstadier med dyre- og menneskestudier, siger Jeppe Nørgaard Poulsen.
Begejstret vejleder
Det er lektor og vejleder Parisa Gazerani, der har indstillet sin tidligere studerende og nuværende kollega Jeppe Nørgaard Poulsen til prisen:
- Jeppe er meget motiveret og engageret, og han har en stor evne til at komme op med nye idéer og løsninger. Hans speciale er præget af høj kvalitet og en revolutionerende tilgang til forståelsen af sygdommes udvikling og af nye farmaceutiske mål i bekæmpelsen af smerte i forbindelse med cancer, siger Parisa Gazerani.
Resultaterne af den cellebaserede platform er også meget konkrete:
- Indtil videre er to farmaceutiske virksomheder blevet tiltrukket til den nordlige del af Jylland med det formål at teste og udvikle lægemidler på baggrund af denne platform. Platformen har ikke blot åbnet op for et kommercielt samarbejde, men har også medført en række nye forskningsprojekter på Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital, der baserer sig på den cellebaserede teknologi. Mere specifikt på at screene nye farmakologiske agenter i behandlingen af smerte, herunder cancersmerter, siger Parisa Gazerani.
Platformen blev etableret i laboratorier på Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet og på Hadassah University Hospital i Israel. Ud over Parisa Gazerani deltog også lektor Meg Duroux fra AAU og gliacellepionéren dr. Menachem Hanani, som er professor på det israelske hospital, hvor Jeppe Nørgaard Poulsen udførte en del af arbejdet med specialet.
Yderligere oplysninger
- Videnskabelig assistent Jeppe Nørgaard Poulsen, tlf. 2976 9319.
- Lektor Parisa Gazerani, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, tlf. 9940 2412.
- Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, mobil 2340 6554.