SOLID INTERESSE FOR AAU-UDDANNELSER

SOLID INTERESSE FOR AAU-UDDANNELSER

Mange af de besøgende ved onsdagens Åbent Hus på AAU i Aalborg og København vidste på forhånd hvilke uddannelser, de ønskede at vide mere om.

Lagt online: 06.03.2014

På AAU’s campus i Aalborg gik de besøgende ofte målrettet efter information om en eller to uddannelser, lyder det umiddelbare indtryk fra universitetets medarbejdere og studerende, som tog imod ved stande og i auditorier.

- Åbent Hus har været fint besøgt i år, og det er mit indtryk, at de besøgende, som benyttede standene, var målrettede, siger Lene Agger fra studieforvaltningen på AAU i Aalborg.

Her  var Åbent Hus i år forbeholdt universitetets bacheloruddannelser, mens AAU i København både informerede om bachelor- og kandidatuddannelserne, og i København var interessen for uddannelserne også fin i år. I alt 750 besøgende mødte frem på universitetets campus i Sydhavnen - lidt færre end sidste år, men i København var det til gengæld også værternes indtryk, at gæsterne i år var målrettede.

- Vi oplevede pæn interesse i år, og det var tydeligt, at mange besøgende var fokuserede med hensyn til hvilken uddannelse, de gik efter, siger Mette Vium Asbjørn fra AAU Kommunikation i København.

I Aalborg er besøgstallet endnu ikke gjort op, men sidste år tog omkring 1.500 imod tilbuddet om at blive klogere på AAU’s uddannelser og samtidig snuse til studenterlivet, og i år ser interessen ud til at ligge på omtrent samme niveau på AAU i Aalborg, skønner Lene Agger.

Interesserede i AAU’s kandidatuddannelser i Aalborg kan deltage i Kandidatdag torsdag 6. marts.

Læs mere om Kandidatdag