Stor bevilling skal mindske antallet af invalide efter slagtilfælde

Stor bevilling skal mindske antallet af invalide efter slagtilfælde

Sundhedsteknologiske forskere fra Aalborg Universitet modtager millionbevilling til nyt forskningscenter, som skal udnytte teknologi til genoptræning af patienter efter slagtilfælde. Det nye Bevica forskningscenter vil gennem tværfaglig hjerneforskning udnytte hjernens egen tilpasningsevne, så færre må leve med handicap efter et slagtilfælde.

Lagt online: 24.06.2014

Slagtilfælde, også kendt som apopleksi og afasi, er den tredjehyppigste dødsårsag herhjemme og den mest almindelige årsag til, at danskere bliver invalide. Sygdommen rammer hver syvende dansker på et tidspunkt i livet, og giver ofte alvorlige skader på hjernen – skader, der kræver langvarig og dyr genoptræning. Behandling og genoptræning bliver dyrere for samfundet af, at der mangler viden om, hvem der skal genoptrænes, hvordan, med hvor høj intensitet og hvornår i deres forløb.

Det forsøger Aalborg Universitet nu i samarbejde med Bevica Fonden at lave om på. Fonden har bevilliget fem millioner kroner til at oprette Bevica Center for neurorehabilitering af apopleksi patienter under Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitet. Fokus vil være på at undersøge, hvordan man gennem teknologi bedst udnytter raske hjernecellers evne til at indlære funktioner, der før blev varetaget af de skadede hjerneceller (såkaldt ’plasticitet’), til optimal genoptræning af patienter efter et slagtilfælde.

Færre handicappede og mere patientinvolvering

Det overordnede mål for centret er, at færre mennesker skal stå tilbage med handicap efter slagtilfælde. Tilgangen er tværfaglig, sundhedsteknologisk forskning, der skal kortlægge betydningen af hjernens plasticitet i sammenhæng med genoptræning og samspillet mellem de to faktorer.

”Hypotesen er at vi ved at blive bedre til at skabe og måle ændringer i hjernens plasticitet og tilpasningsevne også kan blive klogere på, hvilke slags genoptræning, der er bedst for den enkelte, og om effekten af den vil vare ved eller blot er midlertidig. Vi vil også arbejde aktivt med at fortælle patienterne om deres fremgang. Vi forventer, at det vil øge deres motivation til genoptræning og dermed sikre, at de tager ansvar for egen behandling og oplever hurtigere fremgang,” fortæller professor Ole Kæseler Andersen, der sammen med lektor Winnie Jensen skal stå i spidsen for det nye forskningscenter.

”Vi vil gerne vide meget mere om, hvordan de forskellige typer af behandling og genoptræning påvirker plasticiteten i hjernen, men vi har kun få værktøjer til rådighed, der kan anvendes til at måle hjernens plasticitet – så vi vil arbejde med at udvide vores viden og udvikle nye værktøjer til at blive klogere,” forklarer Winnie Jensen.

”Vi håber, at vi med det nye Bevica Center og med de stærke faglige kompetencer, som Aalborg Universitet har indenfor sundhedsteknologien kan bidrage til at mennesker der bliver ramt af et slagtilfælde kommer bedst muligt videre i livet og må leve med færre fysiske handicaps. Vi har allerede gode erfaringer med samarbejdet med Aalborg Universitet, som har resulteret i to udviklingsselskaber – AnyBody Technologi og TKS – som udvikler produkter, der skal styrke livskvaliteten for mennesker med bevægelseshandicap,” siger Marianne Kofoed, direktør i Bevica Fonden.

Kontakt

Lektor Winnie Jensen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, tlf. 9940 9825.
Professor Ole Kæseler Andersen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, tlf. 2671 3038.
Journalist Line Fedders, tlf. 2244 2334.

Om det nye center

Det nye center vil sigte efter at opnå en basal forståelse af mekanismerne bag hjernens plasticitet, at opbygge metoder til at vurdere og udnytte plasticitet samt metoder til at skabe ’patient empowerment’ gennem at involvere patienterne i deres egen genoptræning. Bevica Centret vil etablere tæt samarbejde med relevante hospitaler, neurorehabiliteringsklinikker, private firmaer, kommunale terapienheder og andre uddannelsesinstitutioner

Om Bevica Fonden

Bevica Fonden er en erhvervsdrivende fond, der gennem aktiv formuepleje sikrer økonomisk basis for støtte til mennesker med bevægelseshandicap. Bevica er således dannet af ordene bevægelse, viden og care. Herudover engagerer Bevica Fonden sig i forsknings- og udviklingsarbejde med særligt fokus på bevægeapparatet.

Læs mere på www.bevica.dk