Umiddelbart lignede kantinen på City Campus i Rendsburggade i går sig selv. Studerende sad bøjet over computere, bladrede i bøger eller småsnakkede hen over kaffen. Men bordet med tomme smør- og pålægspakker, brødkrummer og litervis af juice afslørede, at noget var anderledes. I et døgn dannede City Campus nemlig ramme om studerendes sit-in-aktion. 300 studerende var tilmeldt begivenheden på Facebook, men da mange gik lidt til og fra bygningen i løbet af dagen, var der i gennemsnit omkring 150 studerende samlet i kantineområdet.
- Vi respekterer undervisningen, og samtidig afholdes der også nogle forelæsninger i forbindelse med aktionen, hvor de studerende kan deltage, fortalte Maria Stubberup Højberg, mens hun malede slagord på bannere, der skulle hænges op i bygningen.
Til daglig studerer hun Anvendt Filosofi på Det Humanistiske Fakultet, og mange af hendes medstuderende var mødt op til dagens aktion.
- Kampgejsten har nok spredt sig fra os på Anvendt Filosofi, grinede hun.
Politikere støttede de studerende
Det var dog først for alvor ved sidste uges stormøde blandt studerende, at der blev sat ord på utilfredsheden.
- En sit-in-aktion er jo ikke en kommunikationsform, vi plejer at bruge, så jeg var også bekymret for, om der ville dukke nogen op, men det har været overaskende nemt at få mobiliseret folk, lød det fra Camilla Bundgaard Christensen, som også studerer Anvendt Filosofi og samtidig er studenterrepræsentant i AAU’s bestyrelse.
Det skyldes, at Uddannelsesministeriet i sin dimensioneringsplan lægger op til, at der fjernes 4.000 studiepladser fra de videregående uddannelser. På AAU er det særligt uddannelser under Det Humanistiske Fakultet, der bliver beskåret, men også studier på de øvrige fakulteter bliver berørt.
- Jeg synes ikke, at det vil være lige så attraktivt at studere på Aalborg Universitet, hvis ikke vi har Humaniora, og den holdning oplever jeg også på de andre fakulteter, understregede Camilla Bundgaard Christensen.
Og de studerende er faktisk ikke alene om deres bekymringer. Også nordjyske politikere har i medierne udtrykt utilfredshed med planen og lagde derfor vejen forbi City Campus. Her roste blandt andre Aalborgs borgmester Thomas Kastrup-Larsen de studerende og opfordrede dem til at kæmpe videre mod det, han kaldte en spareøvelse.
Ud over de politiske taler bød dagen også på flere events: 525 balloner som symbol på de studiepladser, man lige nu regner med, at der bliver skåret på AAU, blev sluppet løs over Limfjorden, og kl. 13.00 sendte alle deltagerne i sit-in-aktionen en e-mail til uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen. Hun kan derudover også se frem til at modtage en gæstebog, hvor deltagere i aktionen har udtrykt deres holdninger til dimensioneringsplanen.
Fakta
Læs mere om dimensioneringsplanen på Uddannelses- og Forskningsministeriets hjemmeside: www.ufm.dk