Det prisvindende Team Somnus består af tre studerende fra 6. semester; Jesper Byrdal Kjær, Simon Rasmussen og Frederik Bruhn Mikkelsen. Ingen af dem har selv børn endnu, men deres familievenlige idé og velfungerende prototype imponerende dommerne i konkurrencen. Både på grund af den beskedne størrelse på prototypen og på grund af en funktionalitet i deres app, som udnytter vibration til at give forældre en fornemmelse af barnets hjerterytme. "De bruger teknologi til at skabe en menneskelig forbindelse", lød det anerkendende fra dommerne.
- Vi talte oprindelig om at udvikle en form for bevægelsessensor, der kunne hjælpe døve forældre. De kan jo ikke høre, når babyen græder. Men hvis man koblede det til en form for vibrator, ville forældrene få besked, når babyen var urolig. De eksisterende babyalarmer er næsten alle baseret på lyd – kun en enkelt kunne kobles til mobiltelefonen, fortæller Frederik Bruun Mikkelsen.
Holdets løsning benytter bluetooth, og de tre bagmænd har grublet over udfordringen i den trådløse teknologis begrænsede rækkevidde. Men de regner med, at det kan løses via en repeater-station, så man kan lægge junior til at sove udenfor i barnevognen.
- Det har da drillet undervejs. Eksempelvis ville vi også have haft en mikrofon på vores løsning. Det har vi måttet droppe, fordi den chip, vi benytter, ikke kan trække lyd. Og vi har haft udfordringer med, at bluetooth-løsningen drænede de små batterier for strøm. Men det har vi løst, fortæller Simon Rasmussen.
Forskning ud til virksomheder
Det er første gang, eFactor-konkurrencen er blevet afholdt, og ifølge medarrangøren fra Aalborg Universitet, lektor Ulrik Nyman fra Institut for Datalogi, overvejer Dansk Industri at videreføre den fremover.
- Tanken bag eFactor er at medvirke til at få forskningen ud til virksomhederne, så vi kan blive bedre til at tænke indlejrede løsninger ind i produkterne, fortæller han.
I alt 14 hold fra Aalborg Universitet, Danmarks Tekniske Universitet, IT-Universitetet i København og Aarhus Universitet var med i konkurrencen. Hovedpræmien på 30.000 kroner blev vundet af et hold fra DTU, som har udviklet en samlet cykelelektronikløsning med bevægelsestracking, lys og lås.
Ud over Team Somnus havde AAU yderligere to hold med. Det ene har udviklet en jakke, der gør det lettere for cyklister at signalere i trafikken, og det andet står bag en løsning, som hjælper folk med stillesiddende arbejde til at passe på ryggen.
BackTracker – passer på ryggen
- Vi så konkurrencen på AAU’s intranet og tænkte, at det måtte vi da melde os til. Så jeg skrev til min storebror, der læser informationsvidenskab, og spurgte, om han ikke havde nogen gode ideer. Det havde han. En af dem var en løsning med en trøje, der hjælper os med at holde øje med ryggen, når vi har stillesiddende arbejde, fortæller Joakim Børlum Petersen. Han og klassekammeraterne Mogens Nicolaisen, Helge Schmidt, Johan Weisberg og Nichlas Vanggard fra 4. semester på Institut for Elektroniske Systemer sendte en projektbeskrivelse ind om den løsning, de har valgt at kalde BackTracker.
- Da vi modtog den kasse med komponenter, som alle deltagende hold har fået, kunne vi se, at der var nogle sensorer, der var mere velegnet end dem, vi oprindeligt havde tænkt, forklarer Joakim Børlum Petersen, der viser, hvordan en vibrator i blusen kan minde bæreren af blusen om at skifte siddestilling. Samtidig har holdet udviklet en app, der viser bærerens ”ryg-score”, så man kan holde øje med, at man bruger ryggen rigtigt, når man sidder og arbejder.
Holdet har talt med flere fysioterapeuter om BackTracker, og de er interesserede i løsningen – også til genoptræning af ryg-patienter. Men om der er et kommercielt marked for deres løsning, har holdet ikke haft tid til at kigge nærmere på.
NavJak giver bilisterne besked
Også Team Chill, der består af de tre 8. semester-studerende René Kjær Hornbjerg Andersen, Birgir Már Eliasson og Johannes Lindhart Borresen, har haft deres udfordringer. De besluttede sig for at udvikle en cykeljakke med lysdioder, der gør det muligt at se cyklisten, når vedkommende signalerer – men som samtidig ”opdrager” cyklisten til at huske at signalere.
- Det var faktisk Johannes, der var irriteret over, at folk på cykel ikke kan finde ud af at signalere. Han prøvede at lokke os med på projektet, men vi har rimeligt travlt med opgaver på semestret her. Det endte dog med, at han fik os overtalt, griner Birgir Már Eliasson.
Oprindelig ville de koble løsningen sammen med en GPS-del, der gjorde det muligt at lægge sin rute ind på forhånd, så cyklisten ville blive mindet om at signalere undervejs. Det måtte droppes i første omgang, da det udleverede udstyr ikke muliggjorde den løsning.
Modsat de to øvrige deltagende hold har Team Chill gjort sig tanker om, hvordan man kunne gøre deres løsning – som de har døbt NavJak – klar til markedet.
- Det gælder om at benytte billige komponenter, der gør det muligt for studerende at købe løsningen som en slags ”saml-selv-løsning”. På sigt bør være muligt for cyklisterne selv at vælge, om de bare vil have en løsning med lys, eller om de vil tilkøbe en GPS-løsning, forklarer René Kjær Hornbjerg Andersen.
Yderligere oplysninger
- Læs mere om eFactor 2014 på: www.efactor2014.dk.
- Lektor Ulrik Nyman, Institut for Datalogi, Aalborg Universitet, tlf. 9940 9985.
- Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.