- På et fagligt symposium fredag bringer vi førende arkitekter fra Danmark og resten af Europa sammen med forskere og undervisere, der arbejder med nye arkitektoniske teknikker og teknologier. I det krydsfelt vil vi diskutere bygningskultur, godt håndværk og fremtidige tilgange og teknologier. Målet er at bygge bro mellem fortid og fremtid og mellem forskning, udvikling og praksis, fortæller lektor Lasse Andersson fra Aalborg Universitets Institut for Arkitektur og Medieteknologi. Han er selv fascineret af tegls muligheder og historie:
- På mange måder er tegl et materiale der læser stedet. Det er traditionelt gravet ud af grunden de steder, hvor husene er bygget, og brændt på lokale teglværker. Det er også et materiale, der lægger op til at tænke i systemer og konfigurationer, og som kan bruges som ornamentik, samtidig med at det skaber rum og konstruktioner – det vi kalder tektonik.
Begejstringen for tegl er også det gennemgående træk i udstillingen "Vi elsker tegl" (WE LOVE BRICKS), der åbner i forlængelse af symposiet fredag den 22. august kl. 17 i Utzon Centers centrale udstillingsrum. Lasse Andersson og hans forskerkollega og medkurator, ph.d.-stipendiat Isak Worre Foged, har allieret sig med tegnestuer i Danmark og Schweiz om opgaven (læs mere på utzoncenter.dk).
Sommerskole for fremtidens FOLk
Tredje ben i satsningen er en sommerskole, hvor ph.d.- og masterstuderende fra Danmark og Tyskland i et par uger har ekstra gode muligheder for at kombinere det oldnordiske materiale med helt nye computerværktøjer. Takket være et samarbejde med elever og mestre fra Tech College Aalborg bliver der i tilknytning til sommerskolen og udstillingen bygget en pavillon i tegl på havnefronten i Aalborg mellem Utzon Center og Aalborg Universitets nye Create-bygning, hvor universitetets ingeniørstuderende med arkitektur og formgivning som speciale fremover får til huse.
- Det, vi tilbyder de ni deltagere på sommerskolen, er at arbejde med såkaldt computational design - altså formgivning via computeren. Men på en måde som udfordrer, hvad man kan med tegl som materiale. Det spiller sammen med vores samarbejde med Tech College Aalborgs murerelever som bygger pavillonen til udstillingen. Man får altså lov til at deltage i processen fra analyse og design til opførelse af et stykke arkitektur i tegl. Pavillonen står i et år som et naturligt opholdssted mellem de to bygninger på havnefronten, og vi kan bruge byggeriet i vores forskning. Desuden bliver der publiceret en antologi med bidrag fra deltagerne på symposiet og de ph.d.-studerende fra sommerskolen, forklarer Isak Worre Foged.
Kontakt
- Lektor Lasse Andersson, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, tlf. 2085 5700.
- Ph.d.-stipendiat Isak Worre Foged, Institut for Arkitektur og Medieteknologi, tlf. 2264 5366.
Sponsorer
Symposiet, udstillingen og sommerskolen med fokus på tegl er del af projektet Utzon(x), som i perioden fra 2014-2016 modtager ca. en millioner kroner i støtte fra Det Obelske Familiefond. Øvrig støtte kommer fra Randers Tegl, Weber, Saint-Gobain og Utzon Fonden.
Om Utzon(x)
• Utzon(x) eksperimenterer fokuseret og formidler bredt relationen mellem arkitektur, teknologi og proces med respekt for såvel den bestående arkitekturtradition som behovet for teknologisk drevet innovation i det byggede miljø. Samtidigt bygger Utzon(x) bro mellem forskning og praksis, da der er en grundlæggende tro på, at eksperimenter og den viden, de skaber, er langt bedre forankret og mere robust, når den bygger på fælles indsigt og erfaring fra begge verdener. Utzon(x) udvikles i et samarbejde mellem Institut for Arkitektur, Design og Medieteknologi (AD:MT) samt Utzon Centeret (UC).
• Utzon(x) visionen er i et internationalt perspektiv at formidle forskningen i og skabelsen af en æstetisk samfundsrelevant arkitektur baseret på sammenkobling af arkitektur, ingeniørvidenskab og teknologi. Det centrale omdrejningspunkt er at undersøge og belyse, hvorledes vi skaber ny innovation i mødet mellem avancerede teknologier til design og fabrikation og disses møde med den bestående bygningskultur og håndværkstradition. På mange måder et dogme som Jørn Utzon var eksponent for, og som bl.a. ses i værker som Sydney Opera, Bagsværd Kirke og Parlamentet i Kuwait.
• Utzon(x) missionen er at skabe et levende internationalt miljø og netværk, som via offentlige forelæsninger, sommerskoler, forskningsseminarer, forskningsprojekter samt prototyper, udstillinger, film og artikler tester og formidler nye metoder, materialer, processer samt digitale som fysiske byggesystemer. Formidlingen har såvel byggeindustrien, praktiserende arkitekter og bygningsingeniører, forskere og lægmand som målgruppe.