Rufus Gifford lægger ikke skjul på, at han ikke er diplomat i klassisk forstand. Gifford takker i stedet en perlerække af ungdommelige fejltagelser for, at han ad kringlede omveje og Barack Obamas valgkampagne i dag er USA’s ambassadør i Danmark.
- Jeg ville aldrig være blevet ambassadør eller have fløjet i Air Force One (det amerikanske præsidentfly, red.), hvis jeg ikke havde begået så mange fejl. Så var jeg i stedet endt som bankmand som min far og min bedstefar, betroede Rufus Gifford onsdag et stuvende fuldt auditorium under et besøg på Aalborg Universitets campus i Aalborg.
Ambassadørens pointe var, at hans risikovillighed og fejltagelser havde bragt ham helt derned, hvor han ramte bunden. Det var først i forsøget på at kæmpe sig tilbage, at han kom på rette hylde med en karriere som politisk rådgiver - og nu diplomat.
Bemærkningen faldt, da Rufus Gifford – på opfordring fra en studerende i salen – skulle sætte fingeren på et ømt punkt, hvor danskerne efter amerikanerens mening kunne gøre det bedre. Ifølge Gifford burde danskerne slippe deres vægring ved at tage risici.
- Danskerne godtager ikke, at man begår fejl. Den form for risikovillighed og entreprenørskab, der indebærer, at man kan lide nederlag, accepteres ikke i Danmark, sagde ambassadøren og tilføjede diplomatisk:
- Jeg har ikke selv oplevet det. Det er kun, hvad jeg har hørt andre sige.
Efter et kort oplæg stillede amerikaneren sig til rådighed for salen, hvorfra spørgsmålene spændte fra amerikansk indenrigspolitik, over Kinas vækst og Ruslands bølleadfærd i Ukraine til europæisk politik og dansk film og tv.
Rufus Gifford erklærede sig stærkt kritisk over for Edward Snowden, der har lækket fortrolige, amerikanske oplysninger til medierne, og over for Vladimir Putin, som har givet Snowden husly.
- Det gør Rusland for at provokere. Alt, hvad Rusland gør, er for at provokere efter min mening, sagde Gifford, der dog ikke turde gætte på Putins langsigtede hensigter i Ukraine.
Med en fortid i den amerikanske filmindustri, som han fandt kedsommelig, har Rufus Gifford til gengæld en klar opfattelse af skandinavisk film. Han mener, at skandinavisk film og tv har vist vejen for den amerikanske industri i retning af at skabe dybere indhold og mere troværdige karakterer.
- Skandinavisk film og tv har påvirket den amerikanske branche dybt. Det synes jeg er meget, meget cool, sagde Rufus Gifford.