Nordjylland har for få medieproducerende virksomheder, og derfor flygter unge med en kreativ uddannelse til hovedstaden. Sådan har det lydt i årevis. Men en helt ny rapport ”Vækst og innovation i nordjysk medieproduktion” viser, at det billede er mere nuanceret.
- Vi har fundet frem til, at antallet af medieproducerende virksomheder i Nordjylland er vokset fra 409 i 2011 til 860 registrerede virksomheder i 2013. Der er altså tale om en eksplosiv vækst, forklarer lektor på Institut for Kommunikation på AAU Jørgen Riber Christensen, som står bag rapporten sammen med adjunkt Kim Toft Hansen fra Institut for Kultur og Globale Studier.
Forhindringer på vejen mod vækst
Umiddelbart ser det altså ud til, at en strategi om at satse på film- og medieproduktion, som regionens tre største byer har lagt, virker. Hjørring har i den forbindelse ønsket at blive et fyrtårn for filmproduktion, mens Frederikshavn med bl.a. en filmfestival og projektet Filmmaskinen går efter den unge talentmasse, og Aalborg satser på at tiltrække udvikling af interaktive blandingsmedier. Men ét spørgsmål rejser sig dog alligevel. Hvis byerne satser målrettet på området, og der kommer flere medieproducerende virksomheder, hvorfor bliver der så ikke produceret mere tv og flere film og interaktive blandingsprodukter i Nordjylland, end det er tilfældet i dag?
- Der er et stort vækstpotentiale i nordjysk medieproduktion. Det handler simpelthen om, at medievirksomhederne har svært ved at orientere sig inden for støtteordningsprogrammerne. Programmerne ændres hele tiden, og samtidig har der været udskiftning blandt kommunernes kontaktpersoner på området. Et andet problem er indholdet. Regionens medievirksomheder fungerer teknisk set godt, og det er tydeligt, at satsningen på it-fyrtårne i den grad har virket. Til gengæld halter indholdsproduktionen bagefter. Tv køber originale ideer, og dem er der for få af. Her ligger helt sikkert et potentiale, der kan arbejdes med. Vi har allerede meget regional litteratur omkring Limfjorden med gode lokationer, der ligger og venter på at blive filmatiseret og tv-serialiseret. Derudover har film- og medieindustrien i Nordjylland brug for intelligent kapital, det vil sige investorer, der involverer sig professionelt i driften af virksomhederne, understreger Jørgen Riber Christensen, mens Kim Toft Hansen supplerer:
- Interessant nok viser lokale, ustøttede kort- og spillefilm nemlig, at der er alternativer til de store statslige og regionale mediemidler. For ganske få penge bliver der indspillet independent film – også i Nordjylland.
For yderligere information kontakt:
Jørgen Riber Christensen på telefon: 60 86 98 91 eller på e-mail: riber@hum.aau.dk
Kim Toft Hansen på telefon: 51 90 39 11 eller på e-mail: kimtoft@cgs.aau.dk
Læs rapporten