Slidgigt, meniskskader og generelle knæproblemer. Mange mennesker oplever på et tidspunkt i livet knæsmerter. For nogle går smerterne i sig selv, men for andre er smerterne varige og kræver en operation. I EU har ca. 40 % af befolkningen over 60 år slidgigt i hofte eller knæ, men også yngre får slidgigt. Slidgigt i knæet optræder oftere end i hoften.
- Kunstige knæ har en begrænset levetid, og ca. 15 % er fejlet efter 20 år. Herudover fungerer kunstige knæ ikke så godt som raske knæ, og patienterne glemmer aldrig, hvilket knæ de har fået udskiftet, fortæller lektor Michael Skipper Andersen fra den biomekaniske forskningsgruppe ved Aalborg Universitets Institut for Mekanik og Produktion. Han er koordinator og drivkraft i en international forskergruppe, hvis fokus er at udvikle bedre værktøjer til analyse af knæoperationer.
Den store udfordring består i at finde det rigtige implantat første gang. Lykkes det ikke, kan en ekstra operation blive nødvendig, og det er risikofyldt, da der for hver operation fjernes knogle, som er vigtig for, at knæet er funktionsdygtigt resten af livet.
- Hvis vi på forhånd kan beregne, hvordan implantaterne virker sammen med benet i måske 10 eller 20 år, kan lægerne meget bedre træffe det rigtige valg. Det vil øge sandsynligheden for et godt resultat første gang, fortæller AAU-lektoren.
international konkurrence
Michael Skipper Andersen og resten af forskergruppen er vendt hjem fra USA, hvor de sejrede i en international konkurrence, ”The Grand Challenge to Predict In Vivo Knee Loads”, afholdt af University of Florida, hvor verdens bedste knæ-eksperter mødes. Konkurrencen bestod i at beregne belastningen i et kunstigt knæ under gang. En disciplin, som gruppen var bedst i, og resultatet var så godt, at man ikke havde set lignende i konkurrencens fem-årige levetid.
- Resultaterne af vores modeller viser, at det nu er muligt med forholdsvis stor præcision at beregne kræfterne inde i kroppen. Det er meget bekræftende, da der ligger en stor forskningsindsats bag, siger Michael Skipper Andersen.
EU-bevilling på 4,6 mio. euro
Forskergruppen har netop hjemtaget en EU-bevilling på 4,6 mio. euro sammen med otte andre EU-partnere. Bevillingen skal bruges på forskning i gigt, som er den mest hyppige knælidelse.
- Fokus i dette EU-projekt er på at finde den rigtige behandling til den rigtige patient på det rigtige tidspunkt, og det involverer forskning i anatomi, muskelskeletal modellering, forebyggelse og tidlig identifikation, ætiologi, biomekaniske mekanismer og interventions-studier. Bidraget fra AAU til projektet består i udviklingen af knæmodeller af raske knæ og knæ med slidgigt for på den måde bedre at kunne forstå biomekanikken i slidgigt, forklarer Michael Skipper Andersen.
I andre ingeniørdiscipliner har computerbaserede metoder for længst gjort deres indtog, og det er utænkeligt at designe en bro, en bil eller en mobiltelefon uden først at have analyseret dens funktion analytisk og uden at bygge dyre prototyper af tidlige ideer. Men inden for det kirurgiske område er der ikke den samme brug af computermetoder til at understøtte beslutningsprocessen. Kirurgen tager typisk beslutningen om operationen ud fra en undersøgelse af patienten, tidligere erfaringer og intuition.
- Vores arbejde sigter mod at bringe computerbaseret biomekanisk analyse op på samme niveau, som inden for andre ingeniørdiscipliner, og ad den vej forbedre behandlingen af muskelskeletale problemer såsom slidgigt i knæet, slutter AAU-forskeren.
Yderligere information
- Lektor Michael Skipper Andersen, Institut for Mekanik og Produktion, tlf. 3035 4170.