- Med det jeg studerer, så kan jeg ikke bare gøre ingenting, når sådan noget som det her sker. Det ville ikke give mening for mig.
Sådan lyder det, når den 27-årige nepaleser Avishek Banskota over en knasende Skype-forbindelse fortæller, hvorfor han følte sig nødsaget til at tage hjem.
I april blev Nepal ramt af et jordskælv, der blev målt til 7.8 på Richter-skalaen og beskrives som den værste naturkatastrofe, der har ramt landet i over 80 år.
8.800 blev slået ihjel og hele bydistrikter og landsbyer blev ødelagt, hvilket har efterladt flere hundredetusinde hjemløse.
Jordskælvet havde sit epicenter 80 km nordvest for landets hovedstad Katmandu, hvor Avishek Banskota selv kommer fra. Efter Avisheks ankomst til Nepal i starten af maj ramte endnu et jordskælv, og siden har han brugt tiden på at hjælpe med at skaffe medicin til de tilskadekomne og mad til de sultne.
- Jeg er frivillig på min onkels børnehospital, og så har min familie startet en nødhjælpsorganisation, hvor vi uddeler mad til dem, der sulter. Mange landsbyer i landdistrikterne omkring Katmandu er blevet totalt jævnet med jorden, hvor ikke en gang en væg står tilbage. Her tager vi også ud og bygger shelters til dem, der nu er hjemløse, fortæller Avishek Banskota.
Avishek og hans families arbejde er et kapløb mod tiden, da monsunregnen starter i slutningen af juni. Frem til september vil regnen falde i kaskader over Nepal. Det er normalt en glædelig begivenhed, der bringer liv til land og afgrøder efter vinterens tørke, men i år kan det betyde, at Nepal står på tærsklen til endnu en naturkatastrofe, da op mod 450.000 står uden hjem og dermed ly for regnen.
Fik lov til at fortsætte
Samtidig med at han redder verden, læser Avishek Banskota på Aalborg Universitet. Her tager han en kandidat i Development and International Relations.
- Lige nu gør jeg bare, hvad jeg kan som frivillig. Men de næste 10-20 år skal Nepal genopbygges, og der vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at hjælpe. Det kræver, at jeg bliver færdig med min uddannelse. Derfor var det vigtigt for mig, at jeg fik lov til at læse videre, mens jeg hjælper til her, siger Avishek Banskota.
Og det fik han. Aalborg Universitet gav ham lov til at forsætte som studerende og færdiggøre semestret, selvom han nu sidder på den anden side af kloden. Hans semesterprojekt fik han lov til at aflevere fra Nepal, og i slutningen af måneden tager han alle sine eksamener på den danske ambassade.
Næste semester tager han et praktikophold hos en virksomhed eller organisation i Nepal. På den måde vil han forsætte med at arbejde som frivillig uden at afbryde sin uddannelse. Først til vinter vil han igen vende næsen mod Danmark for at tage sit sidste semester.
Rigtige venner
Inden han tog afsted til Nepal, fortalte Avishek Banskota vidt og bredt om sine planer om at hjælpe. Det resulterede i, at Avishek og andre internationale studerende stiftede organisationen Aalborg with Nepal og arrangerede en Røde Kors-indsamling til jordskælvsofrene.
Her indsamlede de over 10.000 kr., og på fredag prøver Avisheks studiekammerater at gentage succesen. Denne gang med et loppemarked hvor alle indtægter går til Dansk Røde Kors’ indsatser i Nepal.
27-årige Nicoló Sabbatini fra Italien er Avisheks gamle roomie og en af de 40 frivillige bag loppemarkedet. Senere på måneden får han sin kandidat i Culture, Communication og Globalisation, og han fortæller, at der er et stærkt sammenhold blandt de internationale studerende på Aalborg Universitet.
- Vi har et stort fællesskab, hvor vi laver mange ting sammen. Og da Avishek fortalte om hans planer, åbnede han vores øjne for at gøre noget sammen for Nepal. Desuden er mange af os snart færdiguddannede, så vi flytter herfra og kan ikke tage alle vores ting med. Derfor var et loppemarked en oplagt idé, fortæller Nicoló Sabbatini.
Avishek Bankota kalder opbakningen fra Aalborg for overvældende.
- Det er en velsignelse at få den her støtte. Både Nepal og for mig, siger Avishek Banskota.
Loppemarkedet afholdes i Nordkraft på fredag fra klokken 10 til 21. Der vil også være gratis koncerter.
Læs mere om eventet på Facebook
YDERLIGERE OPLYSNINGER
- Journalist Mads Gregersen: tlf. 99403921, mdg@adm.aau.dk