Fremgangen blev opnået ved en af de tidlige gennemkørsler, og selv om de studerende efterfølgende fik strømlinet Aalborg-racerens aerodynamik yderligere, lykkedes det ikke at pine ekstra kilometer ud af brinten i bilen. Under de afsluttende kørsler søndag fik raceren ”Cimbrer” en bremsefejl på 8. omgang, så holdet var nødt til at afbryde det ellers meget lovende løb. I stedet vil forbedringerne nu indgå i planlægningen af næste års køretøj, når der igen skal dystes på brændstoføkonomisk design og energiteknik ved Shell Eco-marathon 2016 i London.
Endnu bedre end håbet
Weekendens bedrift, hvor den brændselscelledrevne bil kørte med en effektivitet svarende til 640 kilometer per liter brændstof, var en forbedring på over 11 procent i forhold til 2014.
- Vi havde et ambitiøst mål om 10 procents forbedring, så ud fra det er vi meget tilfredse. Samtidig har vi fået en masse nye studerende med på holdet, som er kommet godt ind i arbejdet og har bidraget til resultatet, fortæller ph.d.-stipendiat Kristian Kjær Justesen fra Institut for Energiteknik.
Aalborg-holdet kørte i år med et andet brændselscellesystem med en ny styring.
- Det virkede rigtig godt, og det har betydet meget for bilens performance. Til gengæld nåede vi ikke som planlagt at få et helt nyt motorsystem implementeret, fordi der var problemer med kommunikationen mellem det og resten af bilen. Så der valgte vi den sikre løsning, siger Kristian Kjær Justesen.
Luftmodstand kan forbedres yderligere
Inden afrejsen til Holland havde Team Aalborg Energy lavet forsøg med bilens luftmodstand for at identificere strømhvirvler bag bilen. Det fik holdet til at montere en form for hækspoiler på raceren i Rotterdam, som var med til at reducere luftmodstanden. Efterfølgende prøvede de at forbedre aerodynamikken yderligere omkring hjulkasserne. Overvejelserne på det punkt kan meget vel føre til, at der skal arbejdes mere grundlæggende med designet det kommende år:
- Vi har allerede nogle ting, vi ved, vi skal arbejde på, hvis vi skal forbedre os. Det gælder først og fremmest aerodynamikken. Vi kan godt lave forbedringer på den skal, vi har nu, som først og fremmest er designet til at veje så lidt som muligt. Med blot 15 kg er det også den letteste skal blandt deltagerne, og bilen vejer alt i alt kun 82 kg. Men det er muligt, at vi skal indgå et andet kompromis mellem vægt og aerodynamik næste år, vurderer Kristian Kjær Justesen.
Danske hold samarbejder
Ud over tredjepladsen til Team Aalborg Energy efter hold fra Frankrig og Bulgarien fik Danmark et topresultat i en af de andre kategorier. Studerende fra DTU sikrede sig en førsteplads og ny rekord, selv om deres bil før konkurrencen brød i brand på grund af en fejl i det elektriske system. Holdet fra AAU hjalp til, da DTU-bilen skulle repareres til køreklar stand.
- Vi har et godt forhold holdene imellem. Vi har altid hjulpet hinanden og lånt meget af hinanden, når vi er afsted. I det her tilfælde kunne vi blandt andet hjælpe med elektronikkomponenter og 3D-printede dele, da de skulle genopbygge bilen. Efter at vi for nogle år siden selv havde store motorproblemer, hvor vi var nødt til at køre hele vejen hjem efter dele, har vi desuden altid haft en personbil til at stå standby uden for området for en sikkerheds skyld, og den lånte de også, siger Kristian Kjær Justesen.
Yderligere oplysninger:
- Læs mere om Team Aalborg Energy på Facebook.
- Læs mere om Shell Eco-marathon Europe.
- Kristian Kjær Justesen, ph.d.-stipendiat, Institut for Energiteknik, tlf. +45 2963 5660, kju@et.aau.dk.
- Christian Jeppesen, ph.d.-stipendiat, Institut for Energiteknik, tlf. +45 3050 8090, chj@et.aau.dk.