Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet opretholder det rekordstore optag fra 2014 med en minimal tilbagegang på 0,2 procent i forhold til sidste år. Sådan lyder det foreløbige resultat for 1. prioritets ansøgere ved Aalborg Universitets Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, og det resultat glæder dekan Eskild Holm Nielsen:
- Jeg synes, at det er meget opløftende, at vi har stort set samme antal ansøgere i år som sidste år. Siden sidste år har vi været nødsaget til at nedlægge Medialogi-uddannelsen i Esbjerg, og det til trods når vi stort set samme antal ansøgere, og det er jeg naturligvis godt tilfreds med, siger Eskild Holm Nielsen.
Målsætning nået
Og når det kommer til antallet af studerende, der har søgt ind på en af Aalborg Universitets ingeniøruddannelser, gør resultatet ikke bare Eskild Holm Nielsen glad, men også stolt.
- I år har 1300 en ingeniøruddannelse på Aalborg Universitet som deres primære uddannelsesønske, og det er mere end en fordobling af vores ansøgertal for fem år siden. Det er naturligvis glædeligt for universitetet, for at nå mere end 1000 civilingeniører har været en målsætning i flere år, men endnu mere glædeligt er det for det danske samfund. Erhvervslivet efterspørger flere ingeniører, og der er brug for alle dem, vi kan uddanne, siger dekanen.
De 1300 førsteprioritetsansøgninger til en af AAUs ingeniøruddannelser fordeler sig med 1099 på civilingeniøruddannelserne og 201 på diplomingeniøruddannelserne, hvor tallene i 2014 var hhv. 947 og 181.
- At vi kan øge vores optag på begge uddannelser med godt 10 procent på et år er jo ganske fantastisk, og det understreger den trend, der er blandt de unge med at søge ind på uddannelser, hvor der er gode udsigter til job efter uddannelse, siger Eskild Holm Nielsen.
Håber på landsdækkende fremgang
Tallene er endnu ikke endeligt opgjorte, men kan kun ændre sig i ganske beskedent omfang, og dekanen ser frem til at se optagelsestallene fra de andre uddannelsesinstitutioner, der uddanner ingeniører.
- Jeg håber, at et tiltag som ”Engineer of the Future”, som har til formål at få unge til at vælge en ingeniøruddannelse, har haft en positiv effekt på vores optagelsestal. Jeg håber så afgjort også, at det vil være gældende i andre dele af landet, for der er brug for ingeniører over hele landet, siger Eskild Holm Nielsen, som allerede nu ved, at han kommer til at skuffe mere end 150, som der ikke bliver plads til på AAUs Medialogiuddannelser i Aalborg og København.
- Det er jeg naturligvis ked af bliver tilfældet, men jeg håber, at de vil overveje en ingeniøruddannelse i stedet, for der er god brug for dem, siger Eskild Holm Nielsen.
Kontakt/yderligere information:
Dekan Eskild Holm Nielsen, Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, 2944 8337, dekan-teknat@adm.aau.dk
Årets foreløbige tal (ganske små ændringer kan forekomme):
2015: Civilingeniør Diplom
Aalborg: 757 145
Esbjerg 124 56
København 218 -
I alt 1.099 201
2015 i alt: 1300 civil- og diplomingeniører