AAU-forskere hjælper til at bygge stærkere universiteter

AAU-forskere hjælper til at bygge stærkere universiteter

AAU har modtaget 1 mio. kr. i støtte fra Danida til et projekt, der handler om at styrke forskningsbaseret uddannelse og højne ph.d.-niveauet på Gulu University i Uganda. Det sker som led i universitetsprogrammet Building Stronger Universities.

20-års intern krig har sat sine spor i Ugandas uddannelsessystem. Her er generelt for få ressourcer, og uddannelsen af ph.d.-studerende er derfor endnu kun i sin begyndelse. Men det skal der nu ændres på. AAU har derfor modtaget 1 mio. kr. i støtte fra Danida til et nyt projekt, hvor forskere fra AAU skal assistere deres ugandiske kollegaer på Gulu University i deres arbejde med at styrke forskningsbaseret uddannelse og forskningskapaciteten på ph.d.-niveau.

Det sker som led i programmet Building Stronger Universities, som de otte danske universiteter har samarbejdet med udvalgte universiteter i Ghana, Kenya, Tanzania, Uganda og Nepal om siden 2011. Programmet fokuserer på at støtte opbygning af ph.d.-skoler, på at styrke forskningsaktiviteter og -formidling samt på at opbygge forskningsbaserede uddannelser.

Forskning skal spille en rolle

Seks forskere fra Institut for Kommunikation, Institut for Kultur og Globale Studier og Institut for Læring og Filosofi har i samarbejde med kollegaer på Gulu University og Københavns Universitet taget initiativ til det nye projekt, som løber frem til den 31. december 2016. Her er det overordnede mål, at forskningen kan bidrage til en samfundsmæssig forandring i Uganda. Projektet fokuserer derfor på tre temaer: 1. stabilitet, demokrati og rettigheder, 2. kvalitet, lighed og innovation i uddannelse og 3. kultur, uddannelse og udvikling.

AAU-forskernes rolle bliver i den forbindelse at introducere nye undervisningsformer som bl.a. Aalborgmodellen for problembaseret læring (PBL), e-læring og netværksbaseret læring. Derudover bidrager de danske forskere også med deres erfaringer i forhold til at samarbejde med det omkringliggende samfund.

- Samarbejdet med Gulu University bidrager til at styrke vores position i forhold til udviklingsforskning med et humanistisk afsæt - ikke mindst inden for ICT4D, som er et forskningsfelt, der nyder stigende opmærksomhed nationalt som internationalt. Det refererer til brugen af IT som en katalysator for socioøkonomisk, social og kulturel udvikling herunder ikke mindst fattigdomsbekæmpelse gennem udvikling af nye services inden for fx landbrug, sundhed, god regeringsførelse og uddannelse. Den humanistiske forskning, som AAU forskere særligt bidrager til i projektet, vil derfor bidrage til at udvikle et teoretisk og metodisk grundlag for IT-pædagogisk innovation og forandring, der tager afsæt i såvel de menneskelige som de tekniske ressourcer og forståelser af kulturelt medierede læreprocesser, som allerede praktiseres, samt de aktuelle sociale og kulturelle udfordringer, som Uganda er udfordret af. Vores fokus vil særligt være at bidrage til at opbygge Gulu University’s forskningkapacitet i relation til disse forandringsprocesser, siger professor Lone Dirckinck-Holmfeld, som er AAU’s koordinator for BSU-programmet.


For yderligere information kontakt:

Professor Lone Dirckinck-Holmfeld på tlf.: 22 82 20 74 eller på e-mail: lone@hum.aau.dk


Fakta om BSU:
- Programmet blev startet af Danske Universiteter og udvalgte universiteter i Ghana, Kenya, Tanzania, Uganda og Nepal i august 2011
- I forbindelse med fase II, som startede i januar 2014 og løber til slutningen af 2016, overtog Danida programmet
- BSU er opbygget omkring fire platforme: Environment and Climate, Growth and Employment, Human Health and Stability og Democracy and Right
- Danida støttede programmet med 60 mio. kr. i de første to år
- Danida har netop bevilget otte mio. kr. i forbindelse med de udviklingsstrategier, der er udarbejdet for danske universiteters samarbejde med Gulu University i Uganda
- Gulu University har modtaget 4,8 mio. kr. og de danske partnere 3,2 mio. kr.
- AAU har i den forbindelse modtaget 1 mio. kr.

Billedtekst: Der blev taget hul på samarbejdet med Gulu University ved en workshop i januar. Ved den lejlighed forærede Det Humanistiske Fakultet Gulu University en server.