To førstepladser á 25.000 kroner. Og så lige publikumsprisen oveni og yderligere 25.000 kroner. Det blev resultatet af alt det arbejde, som studerende ved Aalborg Universitet har lagt i at udvikle deres ideer og forretningskoncepter. Anerkendelsen kom på den nyligt afholdte Venture Cup Idekonkurrence. Venture Cup er en landsdækkende organisation, der har til formål at finde morgendagens iværksættere og støtte opstart af nye forretningsområder.
Gå for en god sag
I kategorien Social Entrepreneurship vandt Thomas Sørensen og Christian Christensen for deres mobile sundhedsplatform Donago. Donago er en mobil sundhedsplatform til erhvervslivet, der giver medarbejderne i en virksomhed mulighed for at dyste på skridt til gavn for velgørenhed. Medarbejderen har mulighed for at vælge, hvilken sag vedkommende ønsker at støtte, eksempelvis Kræftens Bekæmpelse, og så støtter virksomheden sagen med et beløb, der afhænger af, hvor mange skridt medarbejderen tager en given dag.
Donago gør det sjovt og udfordrende at være aktiv, hvor medarbejderne hver dag kan vinde over hinanden ved at tage flest skridt, og derved sikre flest penge til det velgørende formål vinderen støtter. Donago etableres som en non-profit virksomhed, hvor alt overskuddet går til velgørenhed. Christian Christensen læser Informationsteknologi, Interaktive Digitale Medier på Aalborg Universitet, mens Thomas Sørensen lige er blevet bachelor i Web Developement ved UCN.
Fiskepriser skal være gennemsigtige
Mens der var 25.000 kroner til Donago, var der det dobbelte beløb til Henrik Klarup og Rasmus Lundgaard Christensen, som både vandt publikumsprisen og kategorien Mobile & Web. De to har opfundet macellum.dk, som er en online portal, der arbejder på at bringe transparens i fiskepriserne, der opnås på auktionshusene i Danmark.
Formålet er at gøre det lettere for fiskerne at se, om det kan svare sig at sejle til en anden havn og på den måde få mere for fiskene. I øjeblikket er det kun de danske havne, der er med på hjemmesiden, men der er planer om også at få internationale havne med, så fiskere, der er omtrent midt i Nordsøen, straks kan se, hvor fiskene er mest værd, og hvor de derfor skal losses. Målet er at hæve fiskernes indtjening og på den måde gøre det lettere og bedre for den enkelte fisker. Ligeledes kan udenlandske fiskekuttere se, hvad de kan få for deres fisk i Danmark, og på lang sigt kan det potentielt set bidrage til at redde de små uddøende lokalsamfund.
Henrik Klarup læser datalogi på AAU, og Rasmus Lundgaard Christensen er begyndt på en ph.d. om big data på Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer.
Kontakt/yderligere information:
Specialkonsulent Morten Dahlgaard Aalborg Universitet, 9940 8002, mda@adm.aau.dk