Børn, Unge & Sorg, som er et gratis rådgivningstilbud til børn og unge op til 28 år, skal i fremtiden arbejde tæt sammen med Institut for Socialt Arbejde og Sociologi samt Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Målet er på den måde at binde forskning, praksis og uddannelse på sorgområdet tæt sammen.
- For Børn, Unge & Sorg vil samarbejdet helt konkret være en markant styrkelse af den forskningsbaserede udvikling, som vi allerede foretager af vores praksis i rådgivningen. Det vil sige, at vi i endnu højere grad kan specialisere og udvikle vores hjælp til de børn og unge, som enten har udviklet en kompliceret sorg eller er i risiko for det, fortæller direktør for Børn, Unge & Sorg Preben Engelbrekt.
Forsknings- og studenterprojekter i fokus
Samarbejdet kommer bl.a. til at omfatte udvikling af fælles forskningsprojekter, ligesom universitetets studerende får adgang til Børn, Unge & Sorgs empiri og forskningsresultater i forbindelse med projekter og specialer.
- Sorgbearbejdning er i dag rykket online, og særligt unge mennesker bruger sociale medier til at udtrykke og bearbejde sorg. Samarbejdet med Børn, Unge & Sorg kan derfor danne grobund for spændende forskningsprojekter, hvor vi kan kaste lys over, hvordan disse online-praksisser foregår, og hvilken betydning de har for den måde, børn og unge oplever sorg på, forklarer lektor Malene Charlotte Larsen fra Institut for Kommunikation.
Derudover skabes der gennem partnerskabet muligheder for praktikophold for studerende og studiejob hos Børn, Unge & Sorg. Planen er desuden, at ansatte på Børn, Unge & Sorg med tiden skal undervise på universitetet og derved bidrage med vigtig praksisforankret viden om sorgfeltet.
- Som det er i dag, er sorgfeltet ikke en formaliseret del af de relevante uddannelser ved de danske universiteter. Konsekvensen ser vi i forhold til praksis mange forskellige steder, hvor vi desværre kan konstatere, at der ikke er den nødvendige viden om sorg til at identificere og handle i forhold til de tre ud af ti børn og unge, som udvikler en kompliceret sorg eller er i risiko for det – og med det følger alvorlige menneskelige og samfundsøkonomiske konsekvenser, understreger Preben Engelbrekt.
Flere forskningsmiljøer involveret i samarbejdet
På de to institutter på Aalborg Universitet er der derfor også begejstring for, at praksis og forskningsverdenen på denne måde nu knyttes tættere sammen.
- Forskningsmæssigt er der mange interessante muligheder for samarbejde med instituttets forskningsmiljøer omkring ”Socialt Arbejde” særligt i forbindelse med udsatte børn og unge samt ”Dødens og sorgens sociologi”. Samtidig giver aftalen en spændende mulighed for uddannelsessamarbejde, hvor både praktikophold og fælles uddannelsesforløb er oplagte muligheder for vores uddannelser inden for socialt arbejde og sociologi, siger Rasmus Antoft, som er leder af Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, mens leder af Institut for Kommunikation Mikael Vetner supplerer:
- Samarbejdet rummer ubetinget en lang række muligheder og perspektiver for Institut for Kommunikation - ikke kun for vores psykologimiljø, som selvfølgelig ser mange spændende muligheder i det, men også for miljøer som Musikterapi og Kommunikation, ser vi mange interessante samarbejdsmuligheder. På den baggrund glæder vi os utroligt meget over samarbejdet.
For yderligere information kontakt:
Rasmus Antoft på telefon: 99 40 81 04 eller på e-mail: ras@socsci.aau.dk
Mikael Vetner på telefon: 99 40 72 63 eller på e-mail: vetner@hum.aau.dk
Preben Engelbrekt på e-mail: pe@bornungesorg.dk