AAU på Folkemødet: Viden skaber vækst og nye virksomheder

AAU på Folkemødet: Viden skaber vækst og nye virksomheder

Aalborg Universitets sætter spot på universitetets samarbejde med erhvervslivet på Folkemødet på Bornholm lørdag 13. juni. Rektor Per Michael Johansen inviterer erhvervsliv og politikere til debat om økonomisk vækst via samarbejde med virksomhederne.

”Tre til tango: Viden, virksomheder og vækst” er titlen på debatten, som sker i samarbejde med Syddansk Universitet. Herfra deltager rektor Henrik Dam i diskussionen med politikere og repræsentanter for erhvervslivet. Både Syddansk Universitet og Aalborg Universitet har mange års erfaring for at samarbejde tæt med virksomheder og organisationer i den private og offentlige sektor, men potentialet for økonomisk vækst og erhvervsudvikling gennem samarbejde er slet ikke udtømt.

Undersøgelser har i mange år peget på, at små og mellemstore virksomheder kan styrke både omsætning og indtjening gennem ansættelse af højtuddannet arbejdskraft. Mange små virksomheder viger imidlertid tilbage fra at ansætte højtuddannede.

Derfor inviterer Aalborg Universitet og Syddansk Universitet i år erhvervsliv og politikere til debat om veje til økonomisk vækst gennem et bedre samarbejde mellem universiteterne og de små og mellemstore virksomheder.

De inviterede deltagere i debatpanelet er direktør Michael H. Nielsen fra byggesektorens interesseorganisation, Dansk Byggeri, chefkonsulent Heike Hoffmann fra Håndværksrådet, forsknings- og uddannelsespolitisk chef Mette Fjord Sørensen fra servicesektorens interesseorganisation, Dansk Erhverv, borgmester Leon Sebbelin (Rad.) fra Rebild Kommune og Nicolai Nicolaisen (Soc.), der er formand for Udvalget for vækst og udviklingsstrategi i Region Sjælland.

Debattens ordstyrer er journalist og forfatter Martin Breum.

Aalborg Universitet har i årtier opdyrket et tæt samarbejde med erhvervslivet i Nordjylland og resten af landet. Via universitetets læringsmodel, problembaseret læring (PBL), er samarbejde med offentlige og private virksomheder et integreret element i både uddannelser og forskning på Aalborg Universitet. Især små virksomheder er dog erfaringsvis forsigtige med at ansætte højtuddannede, selv om viden ofte giver små virksomheder et skub fremad.

Debatten finder sted den 13. juni kl. 11.30-12.30 i gården bag Hut Li Hut, Lindeplads 1, Allinge.

Læs mere om debatten i programmet for Folkemøde 2015 og om AAU's øvrige folkemødeaktiviteter på AAU Inside.


 AAU har både debattører og robotter med til Folkemødet på Bornholm. (Fotos: Annette Lind & Tina Vestergaard).