Forskningsprisen er på 50.000 kroner, men nok lige så vigtig er den hæder, der følger med prisen. Prisen uddeles nemlig på baggrund af indstillinger fra forskerkollegaer, og at Lars Arendt-Nielsens kollegaer har indstillet ham hænger blandt andet sammen med, at Lars Arendt Nielsen gennem 30 år målrettet har opbygget et førende internationalt forskningscenter med i dag ca. 100 forskere tilknyttet, hvoraf halvdelen kommer fra udlandet.
Indstillingen af Lars Arendt-Nielsen til forskerprisen er ligeledes begrundet i den empatiske, inddragende og engagerede forskningsledelse han praktiserer, hvor medinddragelse og anerkendelse går hånd i hånd med benhård styring. Forskningscentret har således uddannet mere end 150 unge forskere.
I begrundelsen for at tildele Lars Arendt-Nielsen prisen står, at han gennem de seneste 30 år været en pioner inden for smerteforskning og har i hele dette tidsrum arbejdet utrætteligt på at udvikle en række forskellige metoder til at måle styrken af smerter. Med udgangspunkt i en teknisk baggrund har han bevæget sig ind på neurovidenskabelige og medicinske forskningsområder. Han og hans forskergruppe har fx påvist, at smertesystemets tilstand ændres hos personer med kroniske smerter, en viden som bidrager til at forudsige om ny smertestillende medicin har en fremtid inden for behandling af specifikke smertetilstande.
Nielsens banebrydende forskning omfatter mange aspekter af smerteforskning, fra dyr til mennesker, med primær fokus på bevægeapparatet. Eksempelvis har han i et samarbejde med andre udviklet helt nye teknologier (såkaldte biomarkører), der kan klassificere kroniske smertepatienter i forskellige grupper. Det er første gang, man har kunnet foretage denne kobling, der gør det muligt at påvise, hvilke personer der vil udvikle smerter efter en knæoperation.
Lars Arendt-Nielsens ekspertviden, der kombinerer neurovidenskab, medicin og teknologi, har i samarbejde med mange nationale og internationale samarbejdspartnere skabt grundlaget for den danske succes på området. Han har samlet forskere fra adskillige discipliner til et enestående tværfagligt forskningsmiljø, og han har med stor ihærdighed formidlet den seneste forskning til et bredt publikum, også gennem radio og tv.
Det er tiende gang, at Dansk Magisterforening uddeler sine forskningspriser.
Formålet med DM’s forskningspriser er at sætte fokus på forskning som en afgørende drivkraft i den samfundsmæssige idéudvikling. Priserne skal også sætte fokus på mangfoldigheden blandt forskere og fremhæve debatskabende, kontroversielle og nye idéer, der er videnskabeligt funderede.
I en tid hvor forskningen i stigende grad vurderes efter sin kommercielle nytteværdi, vil DM gerne præmiere den forskning, der skaber blivende forandringer og den forskning, som ikke umiddelbart har et synligt mål eller giver et økonomisk afkast.
For yderligere information
- Professor Lars Arendt-Nielsen, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet, LAN@hst.aau.dk, 2094 0764.
- Dansk Magisterforenings Forskningspriser