AAU-specialer vandt kommunikationspris

AAU-specialer vandt kommunikationspris

Kandidater fra Institut for Kommunikation løb med både 1. og 2. pladsen, da K-forum uddelte Specialeprisen 2014. Prisen uddeles hvert år til et kommunikationsfagligt speciale, som udmærker sig ved et højt fagligt niveau samt modighed og nytænkning.

Torsdag uddelte netværkssitet for kommunikationsbranchen, K-forum, sin årlige Specialepris, og denne gang gik 1. pladsen til tre kandidater, Julie Elina Lipsøe Jørgensen, Julie Cornett og Katrine Skanning, fra kommunikation på AAU København. Prisen fik de for deres fælles speciale med titlen "Kunsten at ride på den kollaborerende bølge", som handler om deleøkonomi – også kaldet collaborative consumption. I specialet ser de tre kandidater nærmere på, hvad dette begreb indebærer, og hvad det betyder for traditionel virksomhedskommunikation. Det sker på en måde, som K-forums jury roser for at bringe noget helt nyt til det kommunikationsfaglige bord og for at være enormt brugbart i erhvervsøjemed.

- Det er et kæmpe, fagligt skulderklap at modtage årets specialepris, lyder det derfor også samstemmende fra Julie Elina Lipsøe Jørgensen, Julie Cornett og Katrine Skanning.

- Det har været rart at blive anerkendt for et halvt års hårdt arbejde, som ovenikøbet har givet mening for andre end os tre. Og så er det fedt at vide, at vi har ramt ned i noget aktuelt og ikke mindst relevant for kommunikationsbranchen, som kan oversættes til brugbar, praktisk viden.

Ud over æren får vinderne af årets Specialepris også en check på 10.000 kr., og den er de tre kandidater ikke i tvivl om, hvordan de vil bruge.

- Vi har bestilt tre weekend-billetter til Barcelona, hvor vi velfortjent vil nyde godt af tapastallerkenerne, forårssolstråler og hinandens skønne selskab, smiler de.

2. pladsen og et gavekort på 2.500 kr. til Torvehallerne i København gik også til AAU-kandidater nemlig Nanna Høg og Marie Hune fra interaktive digitale medier på AAU Aalborg. I deres speciale, som bærer titlen ”Fra affald til ressourcer”, undersøger de, hvilken rolle digitale medier kan spille, hvis vi skal ændre opfattelsen af affald som noget, der blot skal bortskaffes, til at være en ressource.

Fakta:


- Netværkssitet Kommunikationsforum (K-forum) uddeler hvert år Specialeprisen
- Prisen går til det bedste kommunikationsfaglige speciale
- Bedømmelsen tager bl.a. udgangspunkt i specialets faglige niveau og dets modighed og nytænkning i enten emne, vinkel eller begge dele.

Læs mere:
 

Læs specialet "Kunsten at ride på den kollaborerende bølge"

Læs specialet ”Fra affald til ressourcer"

Læs mere om Specialeprisen

 

For yderligere information kontakt:

 

Studienævnsformand Tom Nyvang på e-mail: nyvang@hum.aau.dk eller på tlf.: 9940 9027.

 

Julie Elina Lipsøe Jørgensen, Julie Cornett og Katrine Skanning vandt 1. pladsen ved K-forums Specialepris 2014. Foto: K-Forum.

Marie Hune og Nanna Høg fik 2. pladsen for deres speciale om at omdanne affald til en ressource. Privatfoto.