Hvordan udnytter man bedst landets ubenyttede stationsbygninger, så de igen bliver et aktiv for byen, lokalsamfundet og passagererne? Sådan lød opgaveformuleringen fra ejendomsselskabet Colliers International og DSB Ejendomme, som havde bedt landets studerende på de videregående uddannelser om at komme med forslag til, hvordan der skabes nyt liv i landets stationsbygninger.
Og lige præcis det spørgsmål svarede Marc Vestergård Kristiansen, Emil Hovedskov Pelsen og Allan Virenfeldt Hansen fra Aalborg Universitet så godt på, at de løb med sejren ved årets Colliers Award. De tre arkitektur- og designstuderende havde indsendt forslaget DSB STAY, som, med udgangspunkt i Skive Station, går ud på at lave ubenyttede danske stationsbygninger om til interrailhoteller.
De tre vindere fortæller om projektet:
- DSB STAY er betegnelsen for en transformering af Skive Station. Konceptet tilbyder dansk interrail med feriedestinationer, der inddrager brugen af de tomme stationsbygninger i Danmark. Med DSB STAY vil man kunne tage toget fra én station til en anden og ankomme direkte, hvor man overnatter. De lette og overskuelige forbindelser appellerer til den brede vifte af befolkningen med ønske om at opleve Danmark fra en ny vinkel.
Dommerpanelet, som blandt andet bestod af Louis Becker fra Henning Larsen Architects, fortæller, hvorfor valget faldt på DSB STAY:
- Vi var overbevist af forslagets nytænkende kvaliteter og dets økonomiske muligheder. Det var godt tænkt i forhold til jernbanenettet og muligheden for at sælge pakkeløsninger, som en slags interrail i Danmark.
DSB STAY og de fem andre forslag, som gik videre til finalen, bliver udstillet i rotunden på Aalborg Universitet København fra den 18. maj og to uger frem.
DSB STAY-forslaget går ud på at transformere Skive Station til et interrailhotel.
Mening med DSB STAY-konceptet er, at man skal kunne tage toget fra en station til en anden og ankomme direkte, hvor man overnatter.