0,0000044 procent af den danske befolkning! Flere er der ikke, der kan kalde sig Mastere i Sexologi i Danmark. For de 25, der på fredag d. 19. juni får overrakt deres eksamensbeviser af dekanen på Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Lars Hvilsted Rasmussen, er ganske enkelt de første i landet nogensinde. Men selvom skaren er ganske lille, er der til gengæld skyhøje forventninger til deres kommende indsats for danskernes sundhed.
- Med de nye mastere får vi forhåbentlig sat fokus på seksualiteten som en central sundhedsdimension. Vi ved fra masser af forskning, at seksualitet er vigtig for menneskers oplevelse af trivsel og livskvalitet, og det er derfor meget trist, at emnet er så forsømt og tabuiseret i sundhedsvæsenet. Specielt fordi vi også ved, at mange mennesker med kroniske sygdomme får seksuelle problemer, som vi faktisk kan hjælpe dem med, siger professor Christian Graugaard fra Sexologisk Forskningscenter på Aalborg Universitet. Han forventer desuden, at de nye mastere som de første fagfolk med sexologisk universitetsuddannelse vil højne fagets niveau og renommé.
Slut med at være forsømt
Og professoren er også ganske stolt over, at det netop er i Aalborg, at de første mastere i sexologi udklækkes.
- Også på dette punkt har Aalborg Universitet været avantgarde og som det første universitet i Danmark turdet sætte et forsømt sundhedsområde ind i akademiske rammer. Det har man for længst gjort i vores nordiske nabolande – og nu er muligheden for en sexologisk universitetsuddannelse omsider kommet til Danmark. Det er virkelig værd at fejre, siger Christian Graugaard.
Og fejret bliver det. Nærmere betegnet ved en dimission på Aalborg Universitetshospital fredag d. 19. juni fra klokken 14-16 i auditoriet på Sygehus Syd på Hobrovej i Aalborg.
Yderligere information/kontakt:
Professor ved Aalborg Universitet Christian Graugaard, cgr@dcm.aau.dk, telefon 28 86 65 60
Masteruddannelsen i Sexologi er den første akkrediterede og universitetsforankrede sexologiske videreuddannelse i Danmark. Undervisningen varetages af områdets førende fagfolk, håndplukket på og uden for Aalborg Universitet. Sexologiuddannelsen er tæt knyttet til det faglige miljø ved Sexologisk Forskningscenter, som er en del af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Aalborg Universitet.
Master i Sexologi retter sig primært mod sundhedsprofessionelle. Uddannelsen fordrer ikke sexologisk forhåndskendskab, men optagelse forudsætter, som minimum gennemførelse af:
• En bacheloruddannelse i medicin eller psykologi, eller
• en professionsbacheloruddannelse som sygeplejerske, fysio- eller ergoterapeut, jordemoder, eller
• en mellemlang videregående uddannelse som sygeplejerske, jordemoder, fysio- eller ergoterapeut med efterfølgende sundhedsfaglig diplomuddannelse.
Derudover skal man have mindst to års relevant erhvervserfaring med klientkontakt efter gennemførelse af den adgangsgivende eksamen.