Drikkevandsprojekt i Kenya bliver til interaktiv ingeniør-læring

Drikkevandsprojekt i Kenya bliver til interaktiv ingeniør-læring

Hvilke udfordringer står du som ingeniør over for, når du skal skaffe rent drikkevand til handicappede piger på et hjem i Kenya? Erfaringer fra en konkret case skal med støtte fra Grundfos Fonden bruges som praktisk eksempel i et nyt digitalt læringsprojekt fra Aalborg Universitets UNESCO-center for problembaseret læring.

Det nye projekt vil finansiere forskning i metoder til problembaseret læring. Med afsæt i resultater og viden fra vandprojektet i Shanzu i Kenya vil UNESCO-centret i Aalborg udvikle et interaktivt og frit tilgængeligt open source website med tilbundsgående casestudier.

- Det er en helt nye måde at skabe problembaserede læringscases på, siger lektor Jette Egelund Holgaard fra centret. - Vi fletter studerendes refleksioner om identifikation og løsning af problemer sammen med en ægte case med interviews fra de eksperter, der har udført arbejdet.

Hendes kollega, professor og centerleder Anette Kolmos, supplerer:

- Vi bringer virkeligheden ind via digitale medier. Det kan bruges i et undervisningsforløb eller som en start for et projekt blandt studerende.

Den interaktive digitale case vil fokusere på mange af de dilemmaer, som ingeniører møder i deres arbejde. Det bliver gjort med baggrund i projektet på hjemmet i Shanzu, hvor handicappede piger rustes til at klare sig i det kenyanske samfund. Poul Due Jensens Fond (Grundfos Fonden) har sponsoreret renovering af vand- og energisystemet på hjemmet og installeret højteknologiske pumper. Installationen af pumper var ikke uden vanskeligheder, så det eksempel bliver beskrevet og brugt som udgangspunkt for de studerendes læringsproces.

Win-win for alle

I Grundfos Fonden er fondsdirektør Christian Hartvig lutter smil:

- Det er en win-win situation for alle. Ikke alene får vi hjulpet sårbare piger i Kenya. Vores projekt har også potentiale til at forbedrede færdighederne hos ingeniører i fremtiden og dermed skabe bedre og mere bæredygtige projekter.

Fonden har bidraget med 300.000 kroner til forskningsprojektet.

- Vi er meget taknemmelige for donationen, som vil kickstarte UNESCO-centrets open source materiale og nye måder at konstruere problembaserede læringseksempler på, konkluderer Anette Kolmos.

Yderligere oplysninger

  • Læs mere om Shanzu-projektet hos Poul Due Jensens Fond.
  • Læs mere om Aalborg Universitets UNESCO Centre for Problem Based Learning in Engineering Science and Sustainability på ucpbl.net.

Kontakt

  • Lektor Jette Egelund Holgaard, AAU, tlf. 2623 0018.
  • Professor Anette Kolmos, AAU, tlf. 2020 4208.