Forskningschef bliver ny dekan på Aalborg Universitet

Forskningschef bliver ny dekan på Aalborg Universitet

Lars Hvilsted Rasmussen, der er forskningschef på Aalborg Universitetshospital, skal stå i spidsen for Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet.

Et kendt ansigt på Aalborg Universitet skal fra den 1. marts lede universitetets Sundhedsvidenskabelige
Fakultet. Lars Hvilsted Rasmussen er i dag forskningschef på Aalborg Universitetshospital og leder af Aalborg Universitets Kliniske Institut.

- Jeg kender fakultetet fra mine to år som leder af Klinisk Institut. Jeg ved, at jeg overtager et veldrevet og dynamisk fakultet, som har gennemgået en fantastisk udvikling i de blot fire år, fakultetet har eksisteret. Jeg søgte stillingen som dekan, fordi jeg har lyst til at skabe endnu mere succes for fakultetet, og det mener jeg, at jeg med min baggrund fra både universitet og sygehus har rigtigt gode forudsætninger for, siger Lars Hvilsted Rasmussen, der udover at være forskningschef blandt andet er klinisk professor og speciallæge i kardiologi (hjertesygdomme) og intern medicin.

Tilfreds rektor

Rektor ved Aalborg Universitet, Per Michael Johansen, glæder sig over, at Lars Hvilsted Rasmussen har sagt ja til stillingen.

- Med ansættelsen af Lars får vi en meget erfaren leder med omfattende klinisk baggrund som ny dekan. Lars skal sikre den fremtidige udvikling af Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, som skal bygges op i nært samspil med Aalborgs nye universitetshospital, ligesom han vil blive eksponent for det fremadrettede samarbejde med regionens hospitaler, siger Per Michael Johansen.

Konsolidering og international konkurrence

Lars Hvilsted Rasmussen vil bruge den første tid i det nye job på at få sagt ordentligt goddag til studerende og ansatte ved fakultetet, inden arbejdet med at fastlægge fakultetets strategiske mål går i gang.

- Fakultetet har de første fire år været præget af en meget stor vækst, hvilket kun er naturligt for et så nyt fakultet. Den kommende periode vil mere bære præg af at være en konsolideringsfase, hvor væksten bliver mindre end hidtil. Til gengæld vil vi satse på at gøre vores mange uddannelser endnu bedre og fastholde vores forskning på højeste internationale niveau. I dag konkurrerer vi ikke ’bare’ med andre danske universiteter. De fleste forskningsmidler uddeles i EU-regi, og vi er dermed i international konkurrence. Det gør, at vi skal udvælge satsningsområder, hvor vi er stærke, for et universitet kan ikke forskningsmæssigt være førende på alle områder, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Hjælp til en lettere hverdag

Lars Hvilsted Rasmussen peger på sundhedsteknologi som et område, AAU fortsat vil satse på:

- Vi vil skabe bedre sundhed for – og med – borgerne. Vi vil gøre en forskel. Inden for sundhedsteknologi er vi førende i verden, og her skal vi naturligvis fortsætte med at finde nye telemedicinske løsninger, der gør det muligt for patienter selv at foretage simple målinger af eksempelvis lungefunktion og hjerterytme i eget hjem. Dermed bliver patientens hverdag lettere, og presset på sundhedssektoren mindskes. At hjælpe med til at løse samfundets problemer inden for sundhedsområdet er en af fakultetets vigtigste forskningsopgaver, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Fokus på undervisere

Ikke kun forskning har den nye dekans bevågenhed. Han vil have et særligt fokus på de studerende og deres undervisere.

- Det bliver i høj grad vores nuværende studerende, der kommer til at bidrage til løsning af de sundhedsmæssige udfordringer i samfundet, og derfor skal vi sikre dem den bedst mulige uddannelse. Det gør vi blandt andet ved at værdsætte de dygtige undervisere, vi har. Generelt er det sådan på universiteter, at det anses for mere prestigefyldt at være en dygtig forsker end at være en dygtig underviser. Jeg vil gøre mit til, at det fremover ændrer sig, for uden de studerende havde vi ikke et universitet, og derfor skal vi sikre dem bedst mulig undervisning, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Kamp for flere studiepladser

Selv om vækst ikke står øverst på dagsordenen hos den nye dekan, ser han gerne en tredobling på et bestemt område.

- I dag har vi 50 medicinstuderende på én årgang. Jeg vil sammen med rektor kontinuerligt kæmpe for, at vi fremover får lov at optage 150 om året. 150 vil betyde, at vi har den andel af det samlede optag, som befolkningstallet i regionen retfærdiggør, og et større optag er en meget vigtig faktor, hvis vi i fremtiden skal undgå store problemer med mangel på læger, herunder specielt praktiserende læger i Nordjylland. Cirka halvdelen af en årgang forventes nemlig at blive i regionen efter endt uddannelse, siger Lars Hvilsted Rasmussen.

Yderligere information/kontakt:

Rektor Per Michael Johansen, tlf. 2778 7302, pmj@adm.aau.dk  
Kommende dekan Lars Hvilsted Rasmussen, tlf. 9766 6245, lhr@dcm.aau.dk