Frivillige fornøjelser

Frivillige fornøjelser

Det er til tider hårdt, det er ulønnet, og det skal passes ind ved siden af et travlt studie. Alligevel knokler 12 studerende gladelig med at arrangere konference for Europas medicinstuderende i Aalborg.

I slutningen af april samles 300 medicinstuderende fra hele Europa til konference i Aalborg for at diskutere verdenssundhed og ruste sig til at kunne arbejde efter de sundhedsmål, som WHO snart formulerer. Men mens de 300 repræsentanter fra den internationale forening for medicinstuderende (IFMSA) ”bare” møder op og nyder konferencen, er det helt anderledes for 12 studerende på Aalborg Universitets uddannelser for Medicin og Medicin med Industriel Specialisering (MedIS).

De 12 har nemlig knoklet i godt to år på dels at få konferencen til Aalborg og dels at få alt omkring konferencen arrangeret.

Selvtillidsboost

og alt det skal klares ved siden af et krævende studier, alligevel er der ingen klager.

- Det er en rigtig god oplevelse, og ved at være med til at arrangere konferencen lærer jeg simpelthen så mange ting, som jeg ikke lærer på studiet. Der er rigtigt mange ting, der skal holdes styr på, for vi arrangerer det hele selv, så det lærer jeg, hvordan man gør. Og så er det også et ordentligt boost til selvtilliden, når jeg i arbejdet med at arrangere konferencen snakker med folk, bliver taget alvorligt og får min mening igennem, siger Marcus Ross Christensen, der læser Medicin på 4. semester og er formand for arrangementskomiteen, som han har været medlem af i halvandet år.

Engagementet til fælles

Sara Vinther er enig. Hun læser Medis på 6. semester og udover at finde de rigtige lokaliteter til konferencen, står hun også for at koordinere de cirka 50 frivillige, der vil være i sving under selve konferencen.

- Det frivillige arbejde giver så meget. Vi lærer, hvordan en bestyrelse arbejder, hvordan vi bedst afholder møder, tager ansvar og gør en forskel. Og så er det jo fantastisk, at vi lærer det sammen med andre mennesker, der er lige så engagerede som os i arbejdet med at udbrede sundhed, som konferencen handler om, siger Sara Vinther, der har været med i arbejdet siden starten for to år siden.

Som en håndboldklub

Marcus Ross Christensen ser arrangementskomiteen som en klub for ligesindede.

- Det er fuldstændigt som en håndboldklub, hvor folk, der synes, at håndbold er for fedt, mødes. I stedet for at mødes om håndbold, mødes vi om sundhed. De andre i komiteen er mine bedste venner, og socialt har vi det genialt sammen. Og så er det dejligt, at vi mødes på tværs af studieretninger og årgange, siger Marcus Ross Christensen.

- Ja, for det betyder, at vi kan hjælpe hinanden med studierne. Studierne kan godt af og til virke lidt overvældende, og så er det jo herligt at høre fra en studerende på et højere semester, at man altså ikke behøver at læse alt, købe alle bøger og gøre alt, men at man i stedet bør koncentrere sig om det og det og købe den og den bog, siger Sara Vinther.

Alt kommer på plads

Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, men de 12 er helt klart på rette vej, og så kan de glæde sig over, at tilmeldingerne strømmer ind.

- Vi har to tilmeldingsrunder, hver med 150 pladser. Den første runde er i gang nu, og der er kun få ledige pladser, og vi forventer bestemt, at alle 300 pladser bliver besat, og vi skal nok få alt klart til konferencestart 24. april, siger Marcus Ross Christensen.

Yderligere information/kontakt:

Formand for arrangementskomiteen, Marcus Ross Christensen, marchh13@student.aau.dk, mobil 3116 1443
Frivilligansvarlig Sara Vinther, skvi12@student.aau.dk, mobil 2811 1711
http://www.euregme.com/