Bagger-Sørensen koncernen, der står bag verdensomspændende tyggegummiproduktion, har netop fejret sit 100 års jubilæum som virksomhed. Jubilæet blev markeret ved, at Bagger-Sørensen Fonden på jubilæumsdagen uddelte hæderspriser i millionklassen til nogle af landets fremmeste sundhedsvidenskabelige forskere indenfor mundhule- og tandforskning, diabetes og øjensygdomme.
Bagger-Sørensen Prisen 2015 på 500.000 kroner gik til forskningschef, professor, dr.med. Lars Arendt-Nielsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi på Aalborg Universitets Sundhedsvidenskabelige Fakultet for hans forskning inden for det odontologiske forskningsområde.
Lars Arendt-Nielsen har i mere end 30 år været at finde blandt de internationalt førende og mest succesfyldte forskere i årsager til og behandling af kroniske smerter.
Hver femte dansker lider af kroniske smerter og patienter med kroniske smerter oplever ofte, at deres lidelser ikke tages alvorligt, heller ikke af behandlere, da lægernes viden om årsag til smerter og tilbud om smertebehandling langt fra er optimal. Ligeledes er der stor mangel på differentierede og effektive lægemidler til behandling af det store spektrum af kroniske smerter.
Stærkt forskningsmiljø nationalt og internationalt
Fondsbestyrelsen har lagt vægt på, at prismodtageren har formået at opbygge et innovativt og produktivt dansk forskningsmiljø forstærket af en række brobygninger til ledende udenlandske forskere med fokus i studier af de komplekse mekanismer, der ligger bag en række kroniske smertetilstande, herunder smerter i mundhule og kæberegioner.
Lars Arendt-Nielsen og hans forskerteam har arbejdet med at udvikle og anvende nye teknologier til at måle de fysiologiske ændringer, der opstår, når patienter har kroniske smerter. Det er påvist, at smertesystemet ændrer karakter og bliver overfølsomt hos patienter, der udvikler smerter over lang tid. Blandt andet har sådanne iagttagelser medført, at nye generationer af smertelindrende lægemidler er under udvikling og afprøvning.
Om fonden og prisen:
Bagger-Sørensen Fonden blev stiftet på det daværende Dandys fødselsdag den 5. oktober 1984, og de første hæderslegater blev uddelt på Erik Bagger-Sørensens fødselsdag den 24. marts 1985. Det er således 31. gang Fonden uddeler hædersbevisninger. Forskningslegaterne kan ikke søges, men uddeles af Fondens bestyrelse efter kollegial nominering. Gennem årene har mere end 150 danske forskere modtaget hæderspriser fra Bagger-Sørensen Fonden.
Kontakt/yderligere information:
Professor Lars Arendt-Nielsen, 9940 8831, lan@hst.aau.dk