I 2012 vedtog Folketinget at forhøje pensionsalderen. For personer født efter 1966 vil pensionsalderen blive mindst 69 år, og i takt med udviklingen i danskernes middellevealder, forventes pensionsalderen at stige yderligere til over 70 år. Men selvom levealderen stiger, er der ikke noget, der tyder på, at aldringen starter senere i livet. Det fortæller Øyvind Omland, professor i arbejdsmedicin ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital.
Ifølge professoren kan den forhøjede pensionsalder give særligt håndværkere og andre med fysisk hårdt arbejde problemer med at leve op til arbejdets krav.
- Vi ved meget lidt om årsagerne til, hvorfor nogle mennesker forlader arbejdet, mens andre bliver ved med at passe deres. Aldring især af lunger og muskler har betydning for vores fysiske evne, men vi ved for lidt om, hvilken betydning det har for at forblive i arbejde som f.eks. 69-årig. Vi ved dog, at aldringen både af muskler og lunger tager særlig fart fra 65 års alderen.
Tre års kortlægning
Øyvind Omland vil derfor undersøge, om der skulle være andre forhold end kun de fysiske skavanker, som har betydning for, om folk må forlade arbejdsmarkedet.
- Ved hjælp af undersøgelser baseret på registre, spørgeskema om lunger og muskler samt interviews, vil vi kortlægge aldringens betydning for evnen til at fastholde et håndværksarbejde. Vi vil også prøve at finde ud af, hvorfor nogle ældre håndværkere forlader deres arbejde, og andre bliver ved.
Ifølge Øyvind Omland skal undersøgelsens resultater give forskerne viden om, hvad den ældre håndværker kan klare, og hvad årsagerne er til, at nogle bliver ved og andre ikke. Endvidere vil resultaterne kunne bruges til at sige noget om, hvordan arbejdet skal indrettes for at sikre, at den 69-årige håndværker kan bevare sin tilknytning til arbejdsmarkedet.
Projektet løber over en tre-årig periode og er støttet med 3,5 mio. kr. fra Arbejdsmiljøforskningsfonden. Foruden Øyvind Omland, Arbejdsmedicinsk Klinik ved Aalborg Universitetshospital består projektgruppen af:
• Jakob Bønløkke, afdelingslæge PhD, Arbejdsmedicinsk Klinik, Aalborg Universitetshospital.
• Kirsten Fonager, overlæge PhD, Socialmedicinsk Enhed, Aalborg Universitetshospital.
• Pascal Madeleine, professor PhD, Dr.Scient. Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.
• Henrik Bøggild, lektor PhD, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi, Aalborg Universitet.
• Claus Dalsgaard Hansen, adjunkt PhD, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet.
• Tine Mechlenborg Kristiansen, adjunkt PhD, Institut for Medicin og Sundhedsteknologi Aalborg Universitet.
• Johan Hviid Andersen, professor overlæge PhD, AMK, Hospitalsenheden Vest, Regionshospitalet Herning.
Kontakt/yderligere information:
Klinisk professor Øyvind Omland, Aalborg Universitet/Aalborg Universitetshospital 97 66 41 10, omland@dcm.aau.dk