Julie Ørnholt Bøtker: Årets Underviser på Humaniora 2015

Julie Ørnholt Bøtker: Årets Underviser på Humaniora 2015

De studerende på Det Humanistiske Fakultet på Aalborg Universitet har i år valgt Julie Ørnholt Bøtker som Årets Underviser. Julie er underviser på uddannelsen i Musikterapi, hvor hun har undervist siden 2013 i fag såsom stemmebrug, sammenspil, hørelære og improvisationsfærdigheder.

De studerende på musikterapi skriver bl.a. om Julie, at hun er en fantastisk, umiddelbar og uformel underviser, der med sin kreative undervisningsstil fanger alle de studerendes opmærksomhed selv i de mere krævende fag. ”Som studerende føler man sig konsekvent glad, opløftet og inspireret, når man har været til undervisning hos hende, og hun formår at sprede livsglæde, lærdom og inspiration blandt de studerende”, er nogle af skudsmålene.

- Det er virkelig et kæmpe skulderklap at få fra de studerende. Jeg tror ikke, de studerende har nogen anelse om, HVOR nervøs jeg nogle gange har været for at undervise. For mig har det nemlig været meget grænseoverskridende at blive ansat til at undervise på et universitet. Prisen betyder for mig, at jeg får en vished om, at jeg er på rette vej, siger Julie Ørnholt Bøtker.

Hun er selv uddannet fra Musikterapi på AAU og har siden hen suppleret med en bachelor fra Det Jyske Musikkonservatorium. Oprindeligt er hun født og opvokset på Falster, men bor nu i Aarhus med sin mand og to børn. Ved siden af jobbet på AAU er hun ansat som musikterapeut på et plejehjem på Djursland, hvor hun primært arbejder med demente beboere. Om det at jonglere to forskellige jobs, siger Julie Ørnholt Bøtker:

- Jeg synes, at det giver rigtig rigtig god mening at arbejde som musikterapeut, når jeg også skal undervise kommende musikterapeuter. Det er i hvert fald vigtigt for mig at have lidt 'jord under neglene', og forholde mig til virkeligheden og alle dens mange facetter. Virkeligheden er så utrolig meget mere avanceret og mangefacetteret og selvmodsigende, end selv den mest avancerede model eller teori kan beskrive. Og det synes jeg er væsentligt at blive gjort opmærksom på engang imellem.

Udover æren tilfalder der Julie Ørnholt Bøtker 25.000 kr., som uddeles til AAU’s årsfest den 17. april. Hun deltager samtidig i kapløbet om Undervisningsprisen på AAU med mulighed for derved at fordoble pengepræmien.

Kontakt:

Julie Ørnholt Bøtker, ekstern lektor på Musikterapi, oernholt@hum.aau.dk, tlf: 2237 4468
Hent foto