Kan computerspil og spilpædagogik øge læring og trivsel i folkeskolen? Det spørgsmål er vi snart meget tættere på at kunne besvare. Et nyt forskningsprojekt ”Sæt skolen i spil” har nemlig modtaget 4,2 mio. kr. i støtte fra Egmont Fonden til at undersøge spilbaseret undervisning i folkeskolen over de næste to år. Bag projektet står forskere fra ForskningsLab for It og Læringsdesign (ILD) ved AAU København, professionshøjskolerne VIA og UCC samt konsulentfirmaet Skolen i spil. De skal i samarbejde med fire folkeskoler, Skolen ved Søerne (Frederiksberg Kommune), Kirsebærhavens Skole (Københavns Kommune), Højvangskolen (Aarhus Kommune) og Skansevejens Skole (Aalborg Kommune), se nærmere på, om spilbaseret undervisning har en faglig værdi og et inklusionspotentiale for elever med lærings- og trivselsvanskeligheder i fagene dansk og matematik.
- Ideen er at anvende computerspil som et pædagogisk redskab for at udvikle sociale kompetencer og gøre fagligheden mere meningsfuld. Det betyder dog ikke, at eleverne udelukkende skal spille computerspil i undervisningen. En snak med dem om deres læringsproces og deres mål er en lige så vigtig del af spilbaseret undervisning som selve spillet, forklarer lektor Thorkild Hanghøj, som er tilknyttet ForskningsLab for It og Læringsdesign og Institut for Kommunikation på AAU København.
Succes med unik metode
Udgangspunktet for forskningsprojektet er en metode, som ejerne af konsulentfirmaet Skolen i spil, pædagog Tore Neergaard Kjellow og lærer Stine Melgaard Lassen, udviklede, da de underviste med spilpædagogik i en specialklasse på Columbusskolen i Galten. Her brugte de kommercielle computerspil som en meningsgivende ramme omkring de eksisterende læreplaner for at understøtte den enkelte elevs overblik og skabe et fagligt fællesskab i klassen. Derudover blev undervisningen sat ind i en spilramme, hvor der blev trukket på teorier og teknikker fra spildesign for at gøre undervisningen mere interessant.
- Det at arbejde med computerspil i undervisningen og spildynamikker i pædagogikken på den måde Skolen i spil gør, er helt unikt på verdensplan, understreger Thorkild Hanghøj, som fulgte resultaterne af konsulentfirmaets første projekt på Columbusskolen. Det blev siden bredt ud til en række folkeskoler i Skanderborg Kommune.
For yderligere information kontakt:
Lektor Thorkild Hanghøj på tlf.: 51 72 83 67 eller på e-mail: thorkild@hum.aau.dk
Læs mere: