De 50 ekstra studiepladser på Aalborg Universitets medicinstudie er en god nyhed for en region, hvor der er en alvorlig lægemangel. Erfaringer fra både Danmark og udlandet viser, at læger typisk bliver boende og får arbejde i det område, hvor de er uddannet.
I dag er det alt for vanskeligt at rekruttere læger til Nordjylland. Det gælder både til de uddannelsesstillinger, som er en forudsætning for at blive speciallæge, og til at overtage praksis for landsdelens praktiserende læger. Der er aktuelt per april 2015 - 34 ubesatte stillinger som praktiserende læge, og 106 af regionens 371 praktiserende læger er over 60 år.
Lægemanglen i det nordjyske er i sig selv ingen nyhed – sådan har det været i en lang årrække, men situationen bliver kritisk, hvis der ikke gøres noget for at løse den.
Det udfordrer grundstenen i det danske sundhedsvæsen, som står på, at uanset hvor man bor i landet, skal man have et lige og frit tilbud om sundhedsydelser af høj kvalitet. I praksis er ambitionen svær at leve op til, fordi danske lægers mobilitet er meget lille. De bliver typisk i den region, hvor de er uddannet. Populært sagt er man som borger derfor noget bedre stillet med bopæl i København end i Skagen, hvad angår adgangen til sundhedsydelser.
Da medicinstudiet blev oprettet på Aalborg Universitet i 2010 var hensigten derfor blandt andet at komme lægemanglen i det nordjyske til livs. Med de 50 ekstra pladser, som er en fordobling af det nuværende optagelsesantal, er det mål rykket tættere på.
”Aalborg Universitet skal ikke investere ekstra for at kunne byde de 50 nye medicinstuderende velkommen. Vi har både pladsen og underviserne til at tage imod dem og uddanne dem til at blive kompetente læger. Læger der kan sørge for, at befolkningen i det nordjyske får den lægebetjening, som de har krav på. ” siger bestyrelsesformand for Aalborg Universitet Lars Bonderup Bjørn.
Hvis Aalborgs Universitet fremover skal kunne sikre uddannelse af de læger, der er behov for, skal andelen af de optagne studerende på lægestudiet svare til befolkningsandelen i Region Nordjylland. Det betyder, at optaget på sigt bør hæves til 150 studerende. De 50 ekstra studiepladser er derfor et vigtigt skridt på vejen for at sikre, at der bliver uddannet læger, hvor der er hårdest brug for dem.
Kontaktinfo:
Bestyrelsesformand Lars Bonderup Bjørn tlf: 23237118
Dekan Lars Hvilsted Rasmussen tlf: 20105837