Udskiftning af knæet er dyrt, og knæproteserne holder ikke så længe som ønsket. En af grundene er, at der ikke er garanti for, at den bedste knæprotese vælges til patienten, når et knæ skal udskiftes som følge af slidgigt – også kendt som artose. Det er op til kirugens erfaring og de generelle retningslinjer, hvilken protese det umiddelbart er den bedste for den patient, der skal have et nyt knæ.
Det betyder, at patienten kan få en forkert protese. Det kan lede til kroniske smerter, dårlig bevægelighed og dyre og risikofyldte genoperationer.
Det vil lektor Michael Skipper Andersen fra Institut for Mekanik og Produktion fra Aalborg Universitet lave om på. I dag offentliggjorde Det Frie Forskningsråd de 26 modtagere af Sapere Aude-bevillingerne. Det er prestigefyldte forskningsbevillinger, der uddeleles til de dygtigste forskere i Danmark.
Ud af de 195,5 mio. kr., der deles ud, har Michael Skipper Andersen fået 7 millioner. Dem vil han bruge på at udvikle et simulationsprogram, der viser de effekter, som forskellige knæproteser kan have for den enkelte patient.
- Fejl i protesen inden for kort tid efter operationen ofte skyldes løshed af knæet og på lang sigt slid af protesedelene. Med en simulator håber vi på kunne forudsige disse og derved vælge den protese, som har mindst risiko for at fejle, siger Michael Skipper Andersen.
Uudforsket område
Projektet er det første af sin art, og det betyder, at Michael Skipper Andersen og holdet bag kommer til at stå med nogle unikke problemstillinger.
Blandt andet holder 80 % af knæproteser stadig efter 20 år, og i løbet af de fire år, som projektet varer, kan det derfor være svært at måle på nye protesers holdbarhed. Det er også svært at forudsige, hvordan en patient vil bevæge sig med et nyt knæ, og hvordan protesen dermed vil blive slidt.
-Der er flere mulige løsninger på de her ting, men risikoen for, at de første forsøg ikke lykkes, er stor. Projektets perspektiver er dog også store, da resultaterne på sigt kan føre til bedre behandling af millioner af patienter med slidgigt verden over. Det kan blive banebrydende, siger Michael Skipper Andersen
Projektet starter den 1. juli og forventes afsluttet i 2019.
Yderligere oplysninger
- Sapere Aude: prestigefyldte bevillinger, der uddeles af af Det Frie Forskningsråd
- Sigter mod at udvikle dansk forskning ved at uddele bevillinger til de dygtigste forskere i Danmark.
- Latinsk for "hav mod til at være klog"
- 26 bevillinger deles ud: 20 forskningsleder-bevillinger på op til 7 millioner kroner, og 6 topforsker-bevillinger på op til 12 millioner.
Kontakt
Journalist Mads Gregersen, tlf. 99 40 39 21, mail mdg@adm.aau.dk
Lektor Michael Skipper Andersen, tlf. 99 40 93 11