Millionbevilling til musikterapi

Millionbevilling til musikterapi

Velux Fonden har netop bevilget i alt 7,9 mio. kr. til to forskningsprojekter omkring kommunikation med svært demensramte mennesker. Vurderingen er, at disse projekter på sigt vil få stor betydning for omsorgen af demensramte.

Hanne Mette Ochsner Ridder, som er professor i musikterapi ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet, har netop modtaget 5,6 mio. kr. fra Velux Fonden. Disse penge er øremærket et nyt projekt omkring kommunikation med svært demensramte mennesker. Hanne Mette Ochsner Ridder vil i den forbindelse undersøge, hvordan vi kommunikerer med demensramte i takt med, at de mister sproget, og hvordan vi kan blive bedre til at skabe gensidig kommunikation med de demensramte.

- Jeg er virkelig glad for bevillingen, for dette projekt vil på sigt få stor betydning for omsorgen af demensramte. Når der er en brist i kommunikationen, fører det alt for ofte til urolig adfærd eller depression og deraf følgende medicinering. Jeg får nu mulighed for at samle en gruppe dygtige forskere, som hver bidrager med vigtig erfaring fra praksis. Sammen kan vi komme helt ind til kernen af det, der sker, når kommunikationen lykkes. Ofte ser vi, at det sker med omsorgsgivere, der er gode til at fange de små signaler, og som skaber nærvær gennem musik, siger Hanne Mette Ochsner Ridder.

Sang og musik i rehabiliteringsindsatsen

Derudover har sygeplejerske og ph.d. i musikterapi Aase Marie Ottesen, som i dag er gæsteforsker på Institut for Kommunikation, fået en bevilling fra Velux Fonden på 2,3 mio. kr. til en post.doc.-stilling i tilknytning til projektet. Hun vil i den forbindelse undersøge rehabiliteringsindsatser, hvor sang og musik bliver brugt som en kommunikativ interventionsform i relation til mennesker med demens. På baggrund af denne undersøgelse håber Aase Marie Ottesen at kunne udvikle en manual for, hvordan bl.a. institutioner kan implementere og forankre sang og musik i rehabiliteringsindsatsen over for mennesker med en demenssygdom.

- Jeg er utrolig glad for denne mulighed for at kunne fortsætte min forskning. På sigt kan dette forskningsprojekt medvirke til forbedring af livskvalitet og trivsel hos personer med demens, forklarer hun.

 

For yderligere information kontakt:

Hanne Mette Ochsner Ridder på e-mail: hanne@hum.aau.dk

Aase Marie Ottesen på tlf.: 29 26 68 14 eller på e-mail: aamo@hum.aau.dk

 

Læs mere om Velux Fonden
Læs mere om musikterapi til demensramte her