Nordjysk energipioner satser globalt med ny tysk eneejer

Nordjysk energipioner satser globalt med ny tysk eneejer

Investeringer for et trecifret millionbeløb skal give brændselscelleteknologi fra nordjyske SerEnergy et kommercielt gennembrud som alternativ til dieseldrevne strømgeneratorer i tredjeverdenslande og dieselmotorer i skibe og busser. Som led i satsningen får spin-off virksomheden fra Aalborg Universitet tysk eneejer, men de to stiftende ingeniører er fortsat i front.

Den tyske industrikoncern Fischer Group overtager alle aktier i SerEnergy A/S fra stifterne, direktør Anders Korsgaard og teknisk direktør Mads Bang, og Aalborg Universitet, som har haft en andel i virksomheden siden starten i 2006. Fischer Group GmbH har været med som underleverandør og aktionær siden 2011, men i den nye rolle som eneejer forpligter det tyske selskab sig til at investere massivt i udrulningen af den danskudviklede teknologi.

- Gennem den seneste tid har vi overvejet, hvordan teknologiens enorme potentiale bedst udnyttes, så vi bringer virksomheden til det næste niveau. Det bliver en kapitalkrævende proces, men Fischer Group er fast besluttet på at stille de nødvendige investeringer til rådighed over den kommende årrække. I den fase drives partnerskabet bedst med én stærk ejer. Det har været en svær beslutning, men det er det rigtige for virksomheden, og det er det rigtige for os som stiftere og iværksættere, siger Anders Korsgaard.

Lang tur fra lab til verdensmarkedet

Direktør Niels Maarbjerg Olesen fra AAU Innovation er enig i beslutningen, og stolt over at den er mulig:

- For os er SerEnergy et fantastisk eksempel på, at teknologi fra vores laboratorier har dannet grundlag for en grøn vækstvirksomhed, der nu er klar til næste store skridt i kommercialiseringen. Det har været en lang proces, hvor vi som tålmodig investor har haft mulighed for at støtte op via vores inkubatorordning og et sammensurium af andre værktøjer, mens teknologien blev modnet. Energistyrelsens teknologiske udviklingsprogram EUDP har også bidraget ved at satse langsigtet på dansk brændselscelleteknologi, siger Niels Maarbjerg Olesen.

Svar på alle hvis'erne

Timingen i beslutningen hænger sammen med, at en række usikkerheder nu er ryddet af vejen. SerEnergy er klar med en ny generation af brændselsceller, hvor virkningsgraden er markant forbedret, og tidligere leverandørproblemer i produktionen er løst ved at tage opgaver hjem i samarbejde med Fischer Group.

- Vi har fået styr på teknologisiden og produktionen, og vi er blevet meget klogere på, hvad det er for kunder, vi skal satse på, efter at vi har været ude og sælge til alle mulige forskellige markeder, opsummerer direktør Anders Korsgaard.

Konsekvensen er, at SerEnergy nu går målrettet efter at være konkurrencedygtigt metanoldrevet alternativ til travle dieselforbrugende anlæg, der udleder en masse CO2. Det gælder fx dieselgeneratorer, som leverer strøm til telemaster uden forbindelse til det centrale elnet i tredjeverdenslande.

- Det er en tommelfingerregel, at hver dieselgenerator udleder CO2 svarende til 100 personbiler, fordi de er i gang 12-24 timer i døgnet. Så skiftet til mere effektive brændselsceller, der kører på metanol, giver store besparelser, og det bringer tilbagebetalingstiden helt ned på et-to år. Tilsvarende er busser og andre kommercielle køretøjer, der er på vejene mange timer i døgnet, et oplagt marked, fordi tilbagebetalingstiden bliver kortere. Det gælder også skibsfarten, hvor der er store problemer med at overholde kravene om at begrænse emissionerne af NOx og partikler, fortæller Anders Korsgaard.

Personbilerne kommer - men senere

På sigt vil SerEnergy stadig gerne forfølge den oprindelige målsætning om at levere brændselsceller til privatbiler. Men uanset om man kigger på miljø eller økonomi, giver det bedre mening at satse på de andre markeder først.

- Der er både mere "red verden" og "red økonomien" over at gøre det på den her måde. Dieselgeneratorer til telekommunikation i Indien eller mineventilation i Sydafrika bruger så enormt meget diesel, at det er 100 procent rentabelt at skifte, samtidig med at vi fortrænger meget mere CO2, end vi kunne gøre på vejene herhjemme. Når brændselsceller så kommer ned i en tiendedel af den pris, de har i dag, kan vi begynde at putte dem i personbiler i stort tal. Vi skal gennem nogle flere udviklingstrin, før det er samfundsøkonomisk fornuftigt, men det skal nok komme, lover Anders Korsgaard.

Fakta

  • SerEnergy blev stiftet i 2006 af Anders Korsgaard og Mads Bang, som begge er tidligere forskere fra Aalborg Universitet Institut for Energiteknik. Virksomheden har hovedkvarter i Aalborg og beskæftiger i dag over 30 medarbejdere.
  • SerEnergy udvikler og producerer såkaldte højtemperatur PEM-brændselsceller, der kører på metanol ("træsprit"). Metanol er det billigste og mest effektive syntetiske brændstof, og det koster mange steder i verden væsentligt mindre end diesel og benzin.
  • En 5 kW brændselscelle fra SerEnergy kan i dag købes for omkring 150.000 kroner, men det beløb ventes at falde markant de kommende år, i takt med at udbredelsen vokser. Økonomien i at bruge brændselsceller er allerede kraftigt forbedret, fordi virkningsgraden er gået fra godt 30 procent til 45 procent i den nye generation af brændselsceller fra SerEnergy.
  • Fischer Group GmbH med hovedsæde i Achern i Schwarzwald-regionen i det sydvestlige Tyskland blev stiftet I 1969 og har i dag egne aktiviteter i otte lande, tilknyttede selskaber i 20 lande og i alt godt 1500 ansatte. Hovedaktiviteten er volumenproduktion af rør og andre emner i rustfrit stål og specielle metallegeringer. Produkterne havner i en lang række brancher lige fra bil- og luftfartsindustri til forbrugerelektronik og medicinalvareproduktion.

Kontakt

  • Direktør Anders R. Korsgaard, SerEnergy, tlf. 2895 9115.
  • Direktør Niels Maarbjerg Olesen, AAU Innovation, Aalborg Universitet, tlf. 4085 8522.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, tlf. 2340 6554.