En lang række velfærdsydelser og betjening af borgerne bliver digitaliseret i disse år, og det kræver indsigt hos medarbejderne. Ikke blot i it, men også i organisationen og forandringsprocesser. Det lærer de studerende på Aalborg Universitets nye bacheloruddannelse i Offentlig Innovation og Digitalisering. Her kombineres it og digitalisering, innovation og forandring og organisation og ledelse.
- Jobudsigterne er rigtig gode, men vi mangler studerende, siger studiekoordinator Jeppe Agger Nielsen. Det er et paradoks. Vi har svært ved at trænge igennem til de unge.
Uddannelsen begyndte sidste år, og fem studerende går på første hold. Den udbydes kun i Aalborg, hvor den fx kan udbygges med kandidatuddannelsen i it-ledelse.
Gode jobudsigter både i det private og offentlige
Ganske vist handler bacheloruddannelsen om det offentlige, men der er også gode jobmuligheder i private virksomheder, vurderer senior director Erik Møberg fra Rambøll Management Consulting:
- Virksomheder, der leverer ydelser til det offentlige, har et stort behov for medarbejdere, som kan kombinere indsigten i, hvordan det offentlige fungerer, med it og innovation. Digitaliseringen giver enorme forandringer. Hvem kan fx sørge for, at virksomheder og kommuner får placeret sig rigtigt på de nye sociale medier, vi bruger om fem år? Det bliver ikke de dygtige fagprofessionelle, men folk, der kan tænke på tværs og kombinere digital indsigt med andre kompetencer, siger han.
Eva Minke Andersen, it- og digitaliseringschef i Aabenraa Kommune og bestyrelsesmedlem i foreningen af kommunale it-chefer (KITA), påpeger, at det er kombinationen af kompetencer, der gør de studerende værdifulde som nye medarbejdere:
- Vi har specialisterne i kommunerne. Digitaliseringsstrategien og velfærdsstrategien betyder, at vi får brug for personer, der også har indsigt i organisationen og forretningen, fx til systemimplementering, arkitekturstyring eller projektledelse.
Lyst til at skabe forandringer
Med bacheloruddannelsen vil universitetet gerne tiltrække entreprenante unge med lyst til at skabe forandringer i den offentlige sektor. Det har 23-årige Bo Kofoed Jensen, der går på 2. semester, bachelor i Offentlig Innovation og Digitalisering:
- Det er en meget praktisk orienteret uddannelse, og vi samarbejder ofte med virksomheder og kommuner. Det er tydeligt, at vores 3-benede forståelse er i høj kurs, siger han. Vi har bl.a. arbejdet med telemedicin og et nyt styringssystem til omsorgssektoren. Lige nu arbejder jeg på en brugergrænseflade til iværksættere. Det er en meget praktisk orienteret uddannelse.
Fakta om Bacheloruddannelsen i Offentlig Innovation og Digitalisering
Bacheloruddannelsen i offentlig innovation og digitalisering på Aalborg Universitet kombinerer:
- It og digitalisering
- Innovation og forandring
- Organisation og ledelse.
Uddannelsen varer tre år og kan evt. udbygges med cand.it i it-ledelse. Bacheloruddannelsen er meget praksisorienteret. På hvert semester skriver de studerende projektopgaver i samarbejde med en virksomhed eller en offentlig institution. Undervisningsprogrammet er tæt pakket med øvelser og forelæsninger om formiddagen og forberedelse og projektarbejde om eftermiddagen.
Typiske jobmuligheder i det offentlige og i private virksomheder, som leverer ydelser til det offentlige:
- Digitaliseringskonsulent
- Projektleder
- Rådgivende konsulent
- It-udvikler.
Ansøgningsfrist: 5. juli.
Læs mere: www.innovativtsamfund.nu og www.facebook.com/InnovativtSamfund
Kontaktpersoner og yderligere oplysninger
Generel information om studiet
Christina Lykke Jakobsen, Kvalitetssikring & Kommunikation, Skolen for Statskundskab, Aalborg Universitet, tlf. 99408213, clj@dps.aau.dk
Studieleder på uddannelsen
Jeppe Agger Nielsen, lektor, Institut for Statskundskab, tlf. 99408212 / 30701530, agger@dps.aau.dk
Design og udvikling af uddannelsen
Keld Pedersen, lektor, Institut for Statskundskab, tlf. 99408216 / 51147818, keldp@dps.aau.dk
Om kommunernes behov
Eva Minke Andersen, it og digitaliseringschef, Aabenraa Kommune, tlf. 23212010, ema@aabenraa.dk
Om erhvervslivets behov
Erik Møberg, senior director, Rambøll Management Consulting, tlf. 51617974, em@ramboll.com
Studerende på uddannelsen
Bo Kofoed Jensen, tlf. 28297112, bkje13@student.aau.dk