- Danskerne vil gerne hjælpe, og de er gode til at donere til velgørende formål. Med vores velgørenheds-app kan mennesker med begrænsede økonomiske ressourcer også yde et bidrag til den sag, de brænder for.
Ph.d. i Media Management Datis Khajeheian, ekstern lektor på Center for Kommunikation, Medier og Informationsteknologi (CMI) på Aalborg Universitets campus i København, lyttede med interesse, da kollegerne Mahdiar Pirzadeh og Hadi Alavi fra hans hjemland Iran luftede ideen om at udvikle en velgørenheds-app, der gør det simpelt for alle med en pc eller en smartphone at donere til det eller de velgørende formål, de ønsker. I samarbejde med Danish App Lab på Aalborg Universitet og med støtte og vejledning fra CMI og Datis Khajeheian gik de for otte måneder siden i gang med at udvikle app’en, der gør baggrundsbilledet på en pc, tablet eller smartphone til en handelsvare i den gode sags tjeneste.
Vælg selv annoncører
- Når du har downloadet vores app, vælger du først de velgørende og humanitære organisationer, du gerne vil støtte. Herefter vælger du de wallpapers, de baggrundsbilleder, du vil låne plads til, forklarer Datis Khajeheian.
Annoncørens budskab får plads på baggrundsbilledet på ens startskærm. App’en kan dog i første omgang kun vises på platforme som pc’er, tablets og mobiltelefoner, der benytter Windows eller Android styresystem. Men Datis Khajeheian håber, at projektet kan skaffe midler til senere at udvikle den til iPhones og Mac-brugere.
Mere interaktion = mange penge
Annoncøren har altså sin annonce på brugerens skærm et vist stykke tid, og annoncøren kan naturligvis løbende holde øje med, hvordan brugeren interagerer med annoncen og på den måde opsamle data.
App’en skifter baggrundsbilledet hver dag – og kun et hjørne af baggrundsbilledet bliver doneret til annoncørens budskab og kontaktinfo.
Hvis man ønsker det, kan man på app’en selv vælge, om man ønsker at fortælle omverdenen, at man donerer til velgørenhed – og hvem man donerer til. Det gælder både for annoncører og for brugere.
- Der er fordele for alle parter ved velgørenheds-app’en: Annoncøren når ud til potentielle kunder gennem annoncering og støtter samtidig gode formål. Alle med en pc eller en smartphone kan hjælpe velgørende organisationer, uden selv at skulle betale – og organisationerne får penge ind til det vigtige arbejde, de udfører, pointerer Datis Khajeheian.
Derfor håber han også, at såvel velgørende organisationer som annoncører har lyst til at tilmelde sig app’en.
- Vi er tæt på at være klar til at sende app’en i luften. Lige nu kører vi de sidste tests, og så mangler vi at få markedsført app’en, inden vi forhåbentlig lancerer den i løbet af efteråret. Derfor håber vi at finde en eller flere sponsorer, der vil hjælpe os økonomisk, fortæller Datis Khajeheian, der ligesom udviklerne selv har doneret frivillige timer til projektet i den gode sags tjeneste.
Yderligere oplysninger
- Læs mere om Danish App Lab.
- Ekstern lektor Datis Khajeheian, Institut for Elektroniske Systemer, mobil 5222 2455.