Ny forskning kan hjælpe hver femte voksne dansker til færre smerter

Ny forskning kan hjælpe hver femte voksne dansker til færre smerter

Hvis du har ondt i knæet, er det ikke nødvendigvis kun knæet, du har ondt i! Umiddelbart kan det måske virke som noget værre sludder, men det er faktisk et resultat af forskning på højeste, internationale niveau. Og forskning, der måske med tiden kan hjælpe tusinder af mennesker til et liv med færre smerter.

- Det kan sagtens være, at smerterne reelt ikke længere kun kommer fra knæet, men fra forandringer i centralnervesystemet i stedet. Et forsøg på Aalborg Universitet viser nemlig, at længerevarende smertepåvirkning påvirker hjernen, så de områder, der normalt styrer de smertefulde muskler, bliver større og kontrollen af musklerne mindre, og dermed bliver centralnervesystemet påvirket, den såkaldte plasticitet i centralnervesystemet. Og det er en vigtig opdagelse, som vi skal arbejde videre med i de kommende år, siger professor Thomas Graven-Nielsen, leder af Aalborg Universitets nye grundforskningscenter - Center for Neuroplasticity and Pain (CNAP).

CNAP er etableret på grundlag af en bevilling på ikke mindre end 60 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond. Der er officiel indvielse af CNAP onsdag d. 25. marts (se invitation).

På vej mod bedre behandling

Et grundforskningscenter er det ypperste inden for den danske forskningsverden, og udnævnelsen til et grundforskningscenter er et af resultaterne af mange års international anerkendt grundforskning. Thomas Graven-Nielsen og fem andre internationalt anerkendte topforskere skal stå i spidsen for forskningen på det nye grundforskningscenter, og det forventes, at yderligere 25 medarbejdere vil blive tilknyttet centeret i løbet af de kommende seks år. Her skal forskerne forsøge at komme tættere på svarene på, hvordan menneskets smertesystem fungerer, og det er i den grad forskning, der vil komme danskerne til gavn. Ikke mindre end hver femte har nemlig kroniske smerter i et eller andet omfang, og ny grundforskning skal forbedre behandlingstilbuddene, og det er tiltrængt:

- Alt for længe har vi haft den konventionelle tilgang, nemlig at behandle smerte med den samme medicin, som vi har gjort i årtier og ofte uden den store succes, for den medicin hjælper ikke altid på smerter, der opstår på baggrund af plasticitet. Måske kan plasticiteten også forklare, hvorfor en del patienter stadig har smerter efter en operation. Ved at blive klogere på smertesystemet og dets plasticitet håber vi at kunne bidrage til en større forståelse af smertesystemet og plasticiteten og derved kunne mindske forbruget af smertemedicin, siger Thomas Graven-Nielsen.

Forståelse af plasticitet skal mindske smerter

Et mindre forbrug af smertemedicin skal selvsagt ikke efterlade patienter med flere smerter end i dag, men gennem arbejdet på grundforskningscenteret håber forskerne, at de vil kunne lære at påvirke smertesystemet, så smerterne ét sted i kroppen ikke spreder sig til andre områder og måske bliver kroniske.

- Vi ved, at mange faktorer kan påvirke nervesystemets plasticitet, som eksempelvis finmotorisk træning der giver en fordelagtig plasticitet. Meget af forskningen på CNAP kommer til at handle om at forstå smertesystemets plasticitet, og ikke mindst om, hvordan vi gør plasticiteten mindre, så smerter ikke øges, men mindskes – gerne uden brug af medicin, så de mange, der lider af smerter, fremover vil få et bedre liv, siger Thomas Graven-Nielsen.

Yderligere information:

Professor og leder af CNAP, Thomas Graven-Nielsen, tgn@hst.aau.dk, telefon 22 16 04 97
Danmarks Grundforskningsfonds hjemmeside