Det Obelske Familiefond har bevilget 4,2 mio. kr. til fire eliteph.d.-stipendier inden for klassisk humaniora på Aalborg Universitet. Målet er i den forbindelse at styrke og fremtidssikre internationaliseringen af den humanistiske forskning på AAU ved at tiltrække forskningstalenter inden for fagene dansk, engelsk, tysk, spansk og musik.
- I dag udnytter vi slet ikke den talentmasse, som udgøres af kandidater med en uddannelse fra humaniora. Det er derfor vigtigt, at vi i fremtiden har større fokus på at rekruttere talenter, som kan være med til at udfordre bestående faglige dogmer og skabe ny viden. Klassisk humanioras rolle i dag er at udforske kulturelle og æstetiske former og udtryk som en del af vores moderne globaliserede og medierede virkelighed og komme med bud på, hvordan vi skal forstå og forholde os til denne nye virkelighed. Derfor er vi også utroligt glade for, at vi med bevillingen fra Det Obelske Familiefond får mulighed for at ansætte nye forskertalenter, understreger Marianne Rostgaard, som er institutleder på Institut for Kultur og Globale Studier på AAU.
Stærke forskningsmiljøer på AAU
De første to eliteph.d.-studerende ansættes i år og de næste to i 2016. Det er ansøgerne selv, der skal formulere et forskningsprojekt, og derfor er det også de enkelte ansøgeres ideer og talent, som bliver afgørende for, hvem der i sidste ende modtager de fire stipendier. Fælles for de kommende eliteph.d.-studerende er dog, at de alle bliver en del af stærke og kreative forskningsmiljøer på AAU.
- Klassisk humaniora på AAU har allerede markeret sig internationalt med forskning i blandt andet TV-serier og med udforskning af samtidslyrikken, som den ændrer sig i takt med, at lyrikken bevæger sig fra bogen til nye og andre medier. Og når det gælder sprog, er AAU-forskerne optaget af forskning i, hvordan man lærer sig et fremmedsprog, og hvordan sprog er med til at konstruere betydninger. Der er derfor stærke forskningsmiljøer at bygge videre på i forhold til kommende forskningsprojekter inden for klassisk humaniora, siger Marianne Rostgaard.
For yderligere information kontakt:
Marianne Rostgaard på tlf.: 99 40 99 24, mobil: 61 60 29 61 eller på e-mail: rostgard@cgs.aau.dk
Læs mere om klassisk humaniora
Læs mere om Det Obelske Familiefond