Undervisere og forskere stod forrest i rampelyset, da Aalborg Universitet fredag eftermiddag fejrede Årsfest 2015 i Gigantium i Aalborg. Fire undervisere, der hver især er kåret som Årets Underviser af de studerende på deres eget fakultet, kandiderede til prisen som Årets Underviser 2015 på Aalborg Universitet.
Ekstern lektor Julie Ørnholt Bøtker fra Det Humanistiske Fakultet løb med æren og 50.000 kr. fra Det Obelske Familiefonds Undervisningspris. De tre øvrige undervisere - adjunkt Lasse Bork fra Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, lektor Lasse Riis Østergaard fra Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet og adjunkt Steven Gelineck fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet, modtog hver 25.000 kr. fra Det Obelske Familiefond.
Julie Ørnholt Bøtker er ”et kæmpe aktiv for Aalborg Universitet”, sagde Anders Steen Mortensen fra Studentersamfundet, da han motiverede, at prisen skulle gå til Julie Ørnholt Bøtker.
Årsfest 2015 bød også på priser til lovende forskere.
Postdoc Mads Albertsen fra Institut for Kemi og Bioteknologi modtog Spar Nord Fondens Forskningspris på i alt 250.000 kr. for sin forskning i bakterier, som blandt har ført til udvikling af en ny metode til genbrug af fosfat i spildevand.
Læs mere om årets modtager af Spar Nord Fondens Forskningspris
Ph.d. Kasper Bendix Johnsen fra Institut for Medicin og Sundhedsteknologi modtog Roblon Prisen for at have udviklet en ny metode, der kan standse cancercellers celledeling i hjernen. Roblon Prisen på 100.000 kr. gives som anerkendelse af et nyskabende og fremadrettet universitetsspeciale af høj kvalitet.
Læs mere om årets modtager af Roblon Prisen
Traditionen tro benyttede Aalborg Universitet årsfesten som lejlighed til at tildele et antal udenlandske forskere titlen æresdoktor. Årets fem æresdoktorer er: Professor Michael Adrian Peters, professor Walter A. Lorenz, professor Yuguo Li, professor Adrian Baddeley og professor Metin Akay.
Aalborg Universitets bestyrelsesformand, Lars Bonderup Bjørn, og rektor Per Michael Johansen glædede sig begge over, at universitetet er i fremdrift med sund økonomi og en ny strategi under forberedelse, selv om 2014 var et barsk år for universiteterne i kraft af regeringens dimensionering af de videregående uddannelser.
Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen anerkendte, at uddannelsespolitik og kvalitetssikring af de videregående uddannelser ikke altid er ”for bløde trafikanter”, men hun er optimistisk med hensyn til samarbejdet med universiteterne.
”Jeg er ligesom rektor ret sikker på, at vi er på rette vej nu,” sagde Sofie Carsten Nielsen.