Skoleelever flokkes om AAU’s sommereksperimentarium

Skoleelever flokkes om AAU’s sommereksperimentarium

Aalborg Universitets sommereksperimentarium, Universitarium, må nu melde alt udsolgt til skoleklasser, der ønsker at komme på rundvisning. Det er dog stadig muligt at besøge udstillingen lørdage og søndage til og med den 13. september 2015.

Universitarium, der  i sommerferieperioden er åbent alle dage, trækker hvert år mange gæster ind i Utzon Center på Aalborg Havnefront. I år har 29.000 ind til videre besøgt sommereksperimentariet, som Aalborg Universitet står bag sammen med UCN, Tech College Aalborg og Aalborg Kommune. Interessen fra folkeskoler har denne gang været exceptionel stor.

- Ikke mindre end 4.000 elever fordelt på 150 klasser har tilmeldt sig en rundvisning i Universitarium, og det betyder, at vi har måttet melde, at vi ikke har plads til flere skoleklasser i årets Universitarium. Vi har endda seks klasser på venteliste, fortæller Universitariums projektleder, Lene Klitgaard fra Aalborg Universitet.

Hun ser flere mulige forklaringer på den store interesse fra skoleklasserne. Dels at årets tema, ”Affald og genbrug”, er et emne, der arbejdes meget med i skolerne. Dels at Universitarium passer fint ind sammen med en anden udstilling i Utzon Center, nemlig ”Out to Sea”, der handler om plastikaffald i verdenshavene. Den samlede oplevelse bliver derfor større. Lene Klitgaard mener desuden, at Folkeskolereformen spiller en rolle.

- Folkeskolereformen er nu for alvor slået igennem. Dermed bliver intentionen om at flytte mere undervisning ud fra skolernes lokaler mere efterlevet. Og nu har skolerne lidt erfaring med reformen modsat sidste år, hvor mange skoler var pressede af forandringer i begyndelsen af skoleåret og derfor måske ikke havde overskud til at besøge Universitarium, siger Lene Klitgaard.

Selv om de røde lygter er tændt for klasserundvisninger, er det stadig muligt at besøge årets Universitarium og ”Out to Sea”-udstillingen. Alle lørdage og søndage til og med søndag den 13. september er der åbent fra kl. 10-17. Og der er gratis adgang.

Læs mere på www.universitarium.dk