Stamceller sejrede til velbesøgt Science Slam

Foran 650 fremmødte publikummer hjemtog lektor Trine Fink sejren ved dette års Science Slam med sit fagligt underholdende oplæg om stamceller. Hun kæmpede mod fem kolleger om at blive publikums favorit. Aalborg Universitets Science Slam er blevet en tradition i forbindelse med den årlige videnskabsfestival Forskningens Døgn. Det samme er Videnskabsquiz for gymnasieelever.

Lektor ved Laboratoriet for Stamcelleforskning Trine Fink sejrede med sit oplæg om stamceller til behandling af kroniske lidelser, da der fredag den 24. april var Science Slam i Aalborg. Her dystede seks AAU-forskere i at præsentere deres forskning på mest underholdende vis på blot seks minutter. Et koncept som publikum har taget til sig. 650 publikummer strømmede til arrangementet og skabte en god stemning i Aalborg Universitets Create-byning på havnefronten i Aalborg. Det var samme publikum, der stemte ved bordene og kårede på Trine Fink som den samlede vinder.
 

Stamceller slog robotter og computerspil

Med sit oplæg ”Stamceller til behandling af kroniske lidelser” slog Trine Fink blandt andre postdoc Karl Damkjær Hansen og professor i musik Mark Grimshaw. Karl underholdt publikum med sit oplæg om brug af robotter i landbruget, mens Mark lavede et eksperiment på scenen under titlen ”The Sounds of Arousal”, som tog udgangspunkt i biofeedback i computerspil.

- Det var fantastisk at deltage i Science Slam og lærerigt at skulle koge oplægget ned til seks minutter. Det var samtidig inspirerende at se, hvordan de andre forskere greb deres oplæg an, fortæller Trine Fink, der er glad for sejren.

- Det var dejligt at vinde, men meget overraskende, fordi de andre forskere også gjorde det godt på scenen. Nu skal præmien op på væggen på mit kontor, fortæller Trine.

Se flere billeder og videoer på www.scienceslam.aau.dk (Fotos: Bjørn Haagensen)
 

En del af Forskningens Døgn

Science Slam er en del af det landsdækkende initiativ Forskningens Døgn, som i år fandt sted den 23. – 25. april. Her bød Aalborg Universitet også på en anden konkurrence, nemlig Videnskabsquiz for gymnasieelever.

Quizzen består af spørgsmål fra de områder, Aalborg Universitet forsker og underviser indenfor. I år deltog omkring 200 nordjyske gymnasieelever i quizzen, der blev afholdt tre gange den 23. og 24. april. Mange af lærerene, der tilmelder klasser, er gengangere fra tidligere år. En af dem er Karen Marie Andreasen fra Dronninglund Gymnasium.

- Det er et fantastisk arrangement, og mine elever plejer at være meget begejstrede, når de har været med, siger Karen Marie Andreasen.

Den påstand bliver bakket op af Jesper Mellergaard, der går i 1. A på Dronninglund Gymnasium.

- Det er sjovt, og så er det godt at komme ud af klasselokalet og lave noget andet, end det vi plejer.


Gymnasieelever fra Dronninglund dyster i årets Videnskabsquiz, hvor en energisk Johnny Hefty er quizmaster. 

Læs mere om Forskningens Døgn på www.forsk.dk