Stor interesse for at spørge nogen der ved noget

Stor interesse for at spørge nogen der ved noget

Onsdag den 4. marts var der Åbent Hus på Aalborg Universitet, hvor unge kunne få vejledning i, hvilke bacheloruddannelser de kan starte på til sommer. På grund af efterspørgsler fra besøgende forrige år, var der som noget nyt i år karriereoplæg, hvor tidligere studerende fra AAU fortalte om livet efter studiet.

Er studielivet noget for mig? Hvad skal jeg læse? Og hvad kan jeg egentligt bruge min uddannelse til, når jeg er færdig? Mange unge står med de spørgsmål i disse dage. Den 15. marts er der ansøgningsfrist på bacheloruddannelsernes kvote 2, så netop nu er et godt tidspunkt at finde ud af, hvilke uddannelser de skal vælge.

Derfor afholdt AAU den 4. marts Åbent Hus i både Aalborg og København, hvor de besøgende kunne høre oplæg om forskellige bacheloruddannelser og få vejledning fra både studerende og undervisere.
 

En klar hjælp

I Aalborg var en af de nysgerrige unge 22-årige Rune Junge. Han hørte om adskillige uddannelser, selvom han var mest forhippet på Sociologi og Politik & Administration.

- Det er fedt, at man samler det på den måde, så man kan komme rundt og se det hele. Jeg kigger og bliver inspireret, og folk er åbne og klar til at svare på spørgsmål. Hvis ikke de kan svare, jamen så finder de ud af det. Jeg synes bestemt, at jeg er blevet klogere, også selvom jeg ikke kan træffe et valg endnu, siger Rune Junge.

Hvor der de forrige år har været stande og oplæg om både de enkelte uddannelser og studielivet, havde AAU i år også valgt at sætte karriereoplæg på skemaet. Her fortalte AAU-dimittender om mulighederne på arbejdsmarkedet med de forskellige uddannelser. De studiesøgende kunne blandt andet høre om, hvordan det er at være landinspektør hos rådgivningsvirksomheden COWI eller hvordan man bliver teknisk chef hos MEDEI, der udvikler it-løsninger til sundhedsvæsnet.

- Vi vil gerne fortælle, hvilke karrieremuligheder der er med de forskellige uddannelser, for det fylder enormt meget, når de unge i dag skal vælge uddannelse. Det er svært at læse sig frem til, og så er det vores opgave som universitet at sikre, at de unge får et godt grundlag at træffe deres beslutning ud fra, fortæller Lars Holm Olsen, studievejleder ved AAU.


22-årige Rune Junge syntes, han blev klogere ved AAU's Åbent Hus i Aalborg. Han er dog endnu ikke klar til at træffe sit endelige studievalg.

Læs mere om optagelse på AAU's bacheloruddannelser