Ultrapålideligt internet vil gøre det umulige muligt

Ultrapålideligt internet vil gøre det umulige muligt

Bilerne vil selv koordinere, hvem der holder tilbage for hvem, med fremtidens ultrapålidelige og massivt udbredte trådløse internet. Det spår professor Petar Popovski fra Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer, som med en eftertragtet ny forskningsbevilling fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC) skal gøre teknologien klar til at løfte ansvaret.

Støtten på to millioner euro til det femårige projekt ”WILLOW” er målrettet forskning i ”lowband” kommunikation. Petar Popovski beskriver det som det modsatte af bredbånd. Det handler ikke om at sætte hastighedsrekorder med store mængder data, men om ekstremt pålidelig kommunikation med små beskeder mellem et svimlende stort antal enheder:

- I mit projekt vil jeg fx bruge det til ultrapålidelige forbindelser mellem to biler, der koordinerer med hinanden, før de kører ind i et trafikkryds, så de ikke støder sammen. Det er trådløs kommunikation ved lav datahastighed men med meget, meget stor pålidelighed og med lav forsinkelse. Når den teknologi bliver tilgængelig overalt, vil det skabe et gennembrud for helt nye tjenester, vurderer Petar Popovski.

Se dansk videointerview om projektet.

Ressourcer skal deles i småbidder

Det tekniske problem, som forskerne skal løse, handler ikke om at skaffe mere båndbredde. Udfordringen består i at dele båndbredden mellem mange flere tilkoblede enheder end nu. Det er lettere sagt end gjort. Petar Popovski sammenligner med en bank, der låner penge ud:

- Det er relativt let at fordele en stor båndbredde mellem få brugere. Men vi kan ikke i dag fordele samme båndbredde ud mellem et meget stort antal brugere. Det svarer til, at en kunde går i banken og beder om at låne en million kroner. Det kan banken sagtens håndtere. Det er straks vanskeligere, hvis der kommer en million mennesker, der hver gerne vil låne en enkelt krone. I dag har vi 300-500 brugere, som er forbundet til en mobilcelle, der igen er forbundet til en basestation. Vi forestiller os, at vi i 2020 har 10.000-20.000 enheder, som er forbundet til samme basestation, siger han.

Internettets tredje og fjerde bølge

Apparaternes behov er anderledes og mere afgrænsede end storforbrugende internetsurferes. Til gengæld er der mange flere apparater, så når biler, radiatortermostater, elmålere, køleskabe og alle mulige andre enheder bliver koblet på nettet, skal det designes på en ny måde. Et populært skøn anslår, at der i 2020 vil være 50 milliarder enheder koblet på nettet.

- Man taler om ”Internet of Things” eller ”tingenes internet” som internettets tredje bølge efter pc’en og mobilen. Nu tager vi en masse ting fra hverdagen og forbinder dem til nettet for at kunne lave nye tjenester. Når vi får gjort forbindelsen til dem ultrapålidelig, tror jeg personligt på, at det bliver starten på internettets fjerde bølge, som vil give os helt nye tjenester. Præcis hvilke véd jeg ikke. Men når vi stiller muligheden til rådighed for forbrugerne og udviklerne, vil det vælte frem med løsninger, lover Petar Popovski.

Han forudser, at de nye standarder for sikker datakommunikation med tiden kan føre til anvendelser, som vi har svært ved at forestille os i dag. Piloter på landjorden fx:

- Lad mig give et eksempel på, hvad ultrapålidelig betyder: I dag har vi piloter i flyene. Men med en ekstremt pålidelig og hurtig forbindelse fra jorden til flyet, der med garanti virker 99,999 procent af tiden, vil piloten ikke behøve være ombord for at styre flyet. Vi er ikke nået til det punkt, hvor jeg selv ville sidde i et fly uden pilot, og fjernstyring af fly er ikke nødvendigvis ”lowband”. Men når vi kommer så langt, vil vi også kunne redesigne den måde, vi gør en masse andre ting på, forklarer professoren.

Yderligere oplysninger

  • Projektet WILLOW (WIreLess LOWband communications:massive and ultra-reliable access) har netop fået en bevilling på to millioner euro fra Det Europæiske Forskningsråd (European Research Council – ERC).
  • Leder af projektet er den 41-årige makedonsk-fødte professor Petar Popovski fra Institut for Elektroniske Systemer på Aalborg Universitet. Petar Popovski er ansvarlig for over 200 videnskabelige publikationer og over 30 patenter og patentansøgninger. Tlf. 9940 8727. Mobil. 2194 7873.
  • Ud over Petar Popovski rykker otte andre forskere i Danmark op i den europæiske superliga med prestigebevillinger fra Det Europæiske Forskningsråd (ERC). Læs mere i pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet.
  • Videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet, mobil 2340 6554.

Professor Petar Popovski, Aalborg Universitet.