Bygningsreglementets krav om niveaufri adgang kan øge risikoen for, at regnvand trænger ind i bygningen og giver fugtskader. Byg højt, projektér med fri sokkelhøjde på mindst 150 mm, og hæv kun terrænet lige ud for indgangsdøre lyder anbefalingerne i ny rapport fra SBi.
Monsterregn og skybrud forventes at forekomme hyppigere over de kommende år, og derfor bør bygninger i stigende grad sikres mod øget fugtbelastning. Men fugtsikring af en bygning kan være vanskeligt at forene med bygningsreglementets krav om niveaufri adgang, der skal sikre lige adgang til bygninger for alle personer uanset eventuelle handicap.
Ofte håndteres niveaufri adgang ved at sænke bygningen ned i terræn og lede facadevand i render til omfangsdræn. Men render og omfangsdræn er kun beregnet til at fjerne små mængder vand og slet ikke facadevand fra skybrud. Dermed stiger risikoen for, at vand trænger ind i eller under bygninger og danner grobund for skimmelvækst under gulv.
Rapporten fra SBi gennemgår eksempler og løsninger for forskellige typer bebyggelser. Rapporten danner grundlag for en kommende SBi-anvisning, der skal tydeliggøre løsninger for fugtsikker niveaufri adgang.
Læs rapporten, og se eksempler og anbefalinger til fugtsikker niveaufri adgang.
Se pressemeddelelse 'Undgå fugtskader ved niveaufri adgang' (udsendt 30.10.2015)