På årets første efterårsdag blev Gammeltorv i Aalborg traditionen tro fyldt til bristepunktet med studerende, der havde første dag på Aalborg Universitet. I år startede 4.700 studerende fordelt på de tre byer Aalborg, Esbjerg og København. De studerende i Aalborg sad ved lange borde og spiste morgenmad sammen med deres kommende studiekammerater.
Ved ét af bordene sad Emma Solvang, der startede på Arkitektur og Design. For hende var Aalborg Universitet den naturlige vej at gå.
- Jeg kommer selv fra Nibe, men har også altid haft et positivt indtryk af Aalborg Universitet. Jeg var i studiepraktik og fik et rigtig godt indtryk af stedet. Derudover har jeg længe vidst, at jeg ville læse noget med arkitektur, fortæller hun om sit studievalg.
Efter morgenmaden, morgensangen og de cirka 500 tutorers utallige ryste-sammen-øvelser som fællesmassage, dans og sang blev de nye studerende guidet videre til næste stop, Aalborg Kongres og Kulturcenter, hvor rektor Per Michael Johansen, borgmester Thomas Kastrup-Larsen og medlemmer fra Studentersamfundet bød velkommen.
Gruppearbejdet tiltrækker
- Som studerende på Aalborg Universitet uddannes I efter en problembaseret læringsmodel. Vi kalder det også PBL. I korthed handler det om i samarbejde med andre at løse rigtige problemer i samfundet. Vores erfaring er, at I lærer mere, når I arbejder tæt sammen med jeres studiekammerater om at løse konkrete opgaver til en aftalt tid, sagde rektor Per Michael Johansen i sin tale, hvor han også tænkte tilbage på sin egen studietid og fortalte om de mange muligheder, en uddannelse kan give.
Også borgmester i Aalborg Thomas Kastrup-Larsen fortalte om sin studietid på Aalborg Universitet. Han fortalte om nervøsiteten første dag, om at komme fra en anden landsdel og om de udfordringer, alle kommer til at opleve i deres studietid.
- Men det gør jer kun stærkere. Det er de udfordringer, i møder i løbet af jeres studietid, der udvikler jer som mennesker, som studerende og som studiekammerater, lød ordene fra borgmesteren.
Netop den karakteristiske PBL-model har også spillet en rolle i Søren Bundgaards studievalg. Han er for nyligt flyttet fra Sønderjylland til Aalborg for at starte på Datalogi på AAU og har valgt universitetet på baggrund af undervisningsmetoden.
- Jeg var i studiepraktik heroppe, og arbejdsformen med gruppearbejde tiltalte mig virkelig. Det er også derfor, jeg har valgt Aalborg Universitet frem for de andre, fordi jeg synes det virker som en god måde at have undervisning på, siger Søren Bundgaard.
Det sociale tæller
I både rektors og borgmesterens tale, blev vigtigheden af det sociale liv på studiet understreget.
- Tag jer tid til livet omkring studiet. Det er vores erfaring, at de studerende, som er aktive udenfor studiet, er bedre studerende. Uanset om aktiviteterne involverer sport, kultur eller studenterpolitik, lød opfordringen fra rektor.
Thomas Kastrup-Larsen afsluttede sin tale med et enkelt krav til de mange studerende, der var samlet i den store hal i Aalborg Kongres og Kulturcenter:
- Engager jer i byen. Aalborg er en skøn by med plads til alle, der har tid og lyst til at bidrage. Hvis I gør det, er Aalborg mulighedernes legeplads.